Maj 2015

Guide til grænsebutikkerne nær 
Tønder og Møgeltønder

Der er efterhånden en mindre skov af grænsebutikker og almindelig tyske supermarkeder at vælge imellem, hvis du skal til det sydvestlige hjørne af Danmark.
Der er to steder at handle - Avntoft, der ligger tættest på Møgeltønder og Süderlügum, der er tættest på Tønder. I begge tilfælde er der dog mindre end 10 km til de tyske forretninger, så besøger man det sydvestlige Sønderjylland, er begge byer indenfor behagelig rækkevidde, især hvis man vil handle dagligvarer til tyske priser (f.eks. er den tyske moms er kun 7%).

Du kan nemt lave din egen ruteplan med Google Map. Bare klik her.

Det er ikke alle butikkerne i de to byer, der er markeret på Googles kort. Og for at gøre det mere operationelt for besøgende, har jeg valgt at udarbejde en linkliste, så du nemt kan komme ind på forretningernes hjemmesider og aktuelle tilbudsaviser.

Planlæg din tur via butikkernes hjemmesider
De fleste af butikkerne har en tilbudsavis. Eller har priser på det meste af deres sortiment på deres hjemmeside.
Fleggaard og Calle er nok de mest kendte grænsebutikker. De har forretninger i både Avntoft og Süderlügum. Den største af Fleggard's forretninger ligger i Süderlügum, mens Calle's to forretninger er nogenlunde lige store.
Du finder Calle's hjemmeside ved at klikke her. Og Fleggaard's ved at klikke her.
I begge byer finder du også Fakta butikker. En del af deres udvalg kan du også få i deres danske forretninger, men de har også en del varer, der kun handles her. Og det gælder ikke kun deres udvalg af øl, vin og spiritus.
Du finder tysk Fakta's tilbudsavis ved at klikke her.
Endelig er der den nyere kæde Priis. De har også en butik i begge byer. Og du finder deres tilbudsavis her.
Süderlügum er den største af de to byer, og her finder du også en række andre grænsebutikker, der måske er mindre kendte. Den ældste af dem er nok Købmandsgården, hvis hjemmeside du finder her.  Endelig er der Nielsen Discount, hvis tilbudsavis du finder her.

Almindelige tyske supermarkeder er også et besøg værd
Der findes også en række almindelige supermarkeder i Süderlügum, og de har vokset sig store i løbet af de sidste 10 år, takket være danske, svenske og norske turister.
Det ældste af dem er Zentralmarkt, der både har egen bager og slagter, ligesom de har områdets største udvalg af oste. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at det kun er tysk produceret ost, der er afgørende billigere end oste fra andre lande. Kig efter oste som Wilstermarschkäse og Tilsitter, der smager lidt i retning af danske oste som Maribo og Havarti!
Du finder Zentralmart's hjemmeside her.
Endelig er der de to store tyske kæder Lidl og Sky. De ligger tæt på hinanden og har samme parkeringsplads. Lidl er nok det største supermarked i byen, mens Sky efterhånden har fået lidt mere karakter af en grænsebutik..... hvilket betyder, at de har et stort udvalg af især spiritus og slik.
Du finder Lidl's hjemmeside ved at klikke her. Og Sky's ved at klikke her.
I Süderlügum finder du også andre butikker, f.eks. optikere, skobutikker og et stort havecenter. Så afhængig af, hvor langt du har hjem, er der rige muligheder for at spare nogle penge.

Læg vejen forbi Møgeltønder
Oven på de trættende indkøb vil mange sikkert følge sig fristet til en kop kaffe og en kage. Men tyske kager er langt fra det, vi kender i Danmark. Og hvis Man endelig vil slappe af og se noget andet, er der tre steder at anbefale i Møgeltønder.

I den ene ende har vi Slotskroen, der ligger tæt på slottet. De trækker mange gæster til p.g.a. deres kendte køkken. Restauranten har udendørs servering på begge sider af den smukke gamle bygning. Og de serverer både frokost, kaffe og kage samt aftenmenuer.

Længere ned ad gaden ligger der to cafeer lige overfor hinanden. Der er først Cafe Slotsgaden, som egentlig er en stor antik forretning med loppefund og andet godt. De er især kendt for at have et stort udvalg i svenske møbler, bl.a. slagbænke, som de selv køber op i Sverige. Stedet er en gennemrenoveret 4-længet gård, hvor lader og stalde er indrettet som forretning. Der er tre pladser med udendørsservering og derfor altid mulighed for at finde læ. Ellers man kan sidde indenfor og spise hjemmeladede kager, frokost eller en aftensmåltid - på stole og borde, man kan købe med hjem! De har også en omfattende netbutik, hvor de leverer til hele Danmark, læs mere på www.slotsgaden.dk

Endelig er der Mormors Lille Cafe, som samtidig er galleri for indehaveren, der er en af landets fornemste naivistiske malere. Cafe har både ude- og indendørs servering. Mormor er berømt for flere af sine kager, f.eks. den hjemmegjorde kiksekage! Vil man have et indtryk af stedet og atmosfæren, har jeg fundet en lille gæsteanmeldelse af cafeen - læs den her.
Der er altså flere muligheder for både at spare penge på lidt grænsehandel og nyde nogle af Møgeltønders fristelser.

April 2015

Hvor sikkert er din sikkerhedssoftware?
Det er tid til at sikre sin computer - eller rettere, det er altid tid til at sikre sin computer. Når ulykken først er sket, er det i hvert fald for sent.
JyllandsPosten skriver med jævne mellemrum om sikkerhed på computeren og mobilen. Faktisk er de nok den avis, der skriver mest om det emne.
I en ny artiklen, som er udgivet i samarbejde med Alt om Data, bliver 5 forskellige sikkerhedsprogrammer testet. Vi taler primært PC'ere. Det er alle sammen programmer, der koster penge. Testen er foretaget af det uvildige og uafhængig tyske AV-Test Institut, der ikke bestiller andet end at teste sikkerhedssoftware. Derfor er denne test værd at stifte bekendtskab med.
Klik her, hvis du vil læse den.
Du skal et stykke ned i artiklen før du kommer til de 5 test. Der er et link til hver af dem i artiklen, så du skal altså klikke lidt frem og tilbage for at læse dem alle. Men det er umage værd.

Marts 2015


 Rivieraen og Nice fra en helt ny vinkel

Når man siger Nice, tænker de fleste nok på Promenade des Anglais, Chagall museet, Middelhavskysten, blomstermarkedet osv. Men i bjergene og slugterne bag Nice kan man opleve en natur, der er en hel del anderledes end det, den danske natur byder på.
Den franske landskabsarkitekt Caroline Mollie fik øje på de storslåede oplevelser i baglandet, da hun
i 1999 flyttede til Nice. Efter at have kørt og vandret på kryds og tværs i området – undertiden flere gange om ugen - begyndte hun for flere år siden at kortlægge sine ture og gøre små notater om sine opdagelser. Ikke bare om vandreturene ad små stier, men også besøg hos olivenproducenter, biavlere, lokale cafeer og restauranter osv.
Hun har nu systematiseret alle sin notater og udgivet dem i form af et særdeles omfattende og gennemarbejdet toursite under navnet Riviera Discoveries – eller La Riviera Autrement. For sitet - der ligger på adressen www.rivieraautrement.com - har både en fransk og en engelsk tekst. Og det er fyldt med tourforslag, der er lige til at føre ud i livet.

 Et af de mange smukke billeder fra sitet - landsbyen Thiéry.

Som landskabsarkitekt har hun en karriere bag sig med bøger om, hvordan man får naturen ind i byerne. Med Riveria Discoveries har hun anlagt en noget anden vinkel, nemlig hvordan vi (by)mennesker kan opleve den uspolerede natur i bjergene bag Nice. Indtil nu har hun udforsket departementet Alpes-Maritimes og kanten af Var samt Alpes de Haute-Provence og Øvre Ligurien. Men hun lægger løbende nye forunderlige steder ud på sitet, dels fordi hun slet ikke er færdig med at udforske bjergene, dels fordi hun håber på input fra læserne, der kan føje nye uopdagede steder og tourforslag til sitet.

Sites redaktør Caroline Mollie og hendes fotograf Otto Fabricius nyder frokosten fra toppen af Monte Chauve med Nice og Middelhavet i baggrunden.

Ud over de detaljerede tekster er sitet fyldt med billeder, taget af hendes samlever, den danske fotograf Otto Fabricius. Faktisk er sitet i sig selv en fotografisk oplevelse, fordi næsten alt er dokumenteret i billeder. 
Selv om der nogle steder kan være langt mellem husene, indeholder Carolines turforslag også besøg i byer, restauranter, specielle forretninger, hoteller og B&B, hvor man både kan møde de lokale og smage og købe det, de producerer. F.eks. olivenolie direkte fra møllen! Så man behøver altså ikke finde de tykke travesko frem.
Det, du finder på hendes site, finder du således ikke i de traditionelle turistguider. Hun har fokus på de uspolerede, mere ukendte steder, der af samme grund ikke er overrendt af turister. Og de steder, hvor man må efterlade den firehjulede til fordel for bentøjet, har hun valgt ture, hvor man ikke behøver at være særlig fit for at vandre. Hvis man er til den slags vandreture og egentlig tracking, henviser hun til www.rivierarambling.fr.

Udsigten fra Fort de la Revère ud over Eze og Cap d'Antibes.

Riviera Discoveries er bygget særdeles brugervenligt op med flere nyttige indgangsvinkler. Der er først og fremmest et stort interaktivt kort over området, hvis man vil planlægge sin tur ud fra geografien. Søger man i stedet de steder i bjergene, hvor man producere og sælger lokale fødevarer, kan man bruge menuen keywords. Eller accomondation & restaurants, hvis man søger et sted at spise eller overnatte.
Og hvis man i første omgang blot vil have et overblik over, hvor alle de fantastiske steder er, klikker man på marvellous places. Så kommer der et nyt interaktivt kort og billeder op. Og klikker man på de enkelte billeder, får man både en beskrivelse af stedet, relevante links samt en anvisning på, hvordan man kommer derhen. Det princip gælder for stort set hele sitet! Og det gør Riviera Discoveries til et af de bedste toursites at planlægge en anderledes tur efter.

Menuerne er særdeles gennemarbejdet. Man kan søge på flere forskellige måder. Teksterne er præcise og informative. Og hele det bagvedliggende system fungerer bare. Både sitet og stederne er et besøg værd!

Der går faktisk flere buslinjer op til mange af de små bjergbyer. Det kan man læse mere om den udmærkede www.bestofniceblog.com, der kun er på engelsk. Bortset fra busplaner er det et site, hvor man bliver introduceret til alt, hvad der er værd at se og opleve i Nice - helt ned i detaljen. F.eks. hvad der er af koncerter og levende musik i byen. Bloggen redigeres af Allison Coe, en amerikaner, der slog sig ned i Nice for 16 år siden og nu nærmest er blevet ekspert i byen. Som hun selv skriver: I read the Nice-Matin (det lokale dagblad) every day, so you don't have to!
Caroline Molli og Allison Coe har hver på deres måde gjort det nemmere (og sjovere) at opleve Nice, også de mindre kendte sider af byen området.
God fornøjelse.

januar 2015/opdateret marts 2016

Billigere at reparere en iPhone eller iMac end du tror....

De fleste tror det koster en lille formue, hvis deres iPhone, iPad eller iMac går i stykker. Henvender man sig feks. til Humac, landets største forhandler af Apple udstyr, er deres reparationspriser ofte så høje, at mange vælger at købe nyt. Og så bliver de dyre Apple produkter pludselig endnu dyrere.
Men der er håb forude. De senere år er der åbnet flere forretninger og værksteder i Danmark, hvor man kan kan få repareret (eller opgraderet) sin iPhone, iPad eller iMac til ganske fornuftige priser. Og de fleste vil nok blive overrasket over, hvor meget der egentligt kan repareres.
En ny 27" iMac koster lige under 14.000 kr. Eller 15.519 kr. hvis du vil have den med den nye superhurtige SSD harddisk - på Mac sprog kaldet Flash storage. Men  for 1.5000 kr. kan du få installeret en SSD harddisk i din gamle iMac (den skal blot være Intel-baseret) og så bliver den som en helt ny og hurtig maskine.
Søger man på nettet, er der efterhånden en del hjemmesider, som tilbyder Apple reparationer. Nogle af dem nøjes dog ikke med tilbud fra en hjemmeside. De har også etableret en eller flere butikker, hvor man kan indlevere sit isenkram.

iRecover og My-phoneshop er kun iPhones og iPads.
Begge har både en netforretning og en fysisk butik. iRecover ligger i Fredderikssund, mens My-phoneshop har hjemme i Brøndby.
De sælger begge nye iPhones, iPads plus div. udstyr og gadets, ligesom de reparerer iPhones og iPads. My-phone sælger også reservedele, hvis man selv har mod på at gå i gang med opgaven.
Du kan sende telefonen til værkstederne, men den billigste løsning er selv at aflevere den - og forklare, hvad problemet er.
Begge har etableret gode hjemmesider med priser på alle deres reparationer.
Ingen af dem skriver, om de bruger originale Apple dele eller kopier i deres reparationer. Det gør nogle af deres konkurrenter. Og vil man sammenligne priser, er man altså nødt til at spørge sig for. (Originale dele er de dyreste.)
Jeg har i denne anmeldelse valgt at se på prisen for udskiftningen af en smadret glasfront på en iPhone. Det er nemlig en af de hyppigste reparationer.
Humac, der er landets største Apple forhandler, offentliggør ingen prislister, når det gælder reparationer, men efter sigende ligger prisen på en udskiftning af glasset på en iPhone typisk på 1.500-2.000 kr. afhængig af model.
iRecover tager 999 kr. for at udskifte skærmen på en iPhone 5S. My-phoneshop udskifter skærmen for 1.100 kr.
Hos iRecover giver de 3 måneders garanti på reparationer. Det skriver My-phone ikke noget om på deres hjemmeside.
Begge tilbyder, at man kan få ordnet reparationen, mens man venter - forudsat at de har reservedelene hjemme naturligvis.
Du kan læse mere her: irecover.dk og på my-phoneshop.dk

iRepair og MacVision klarer både iPhone, iPad, iMac og MacBook
iRepair har en netbutik og to fysiske butikker, der ligger i Helsingør og i Valby. MacVision har også en netbutik og forretninger i Roskilde, Holte, på Frederiksberg og i Svenborg (og senest i Verona, hvis du kommer på de kanter.) Og begge reparerer iPhone, iPad, iMac og Mac Book.
iRepair har en velfungerende hjemmeside, hvor det er nemt at finde den relevante reparation og prisen på den. De tilbyder reparationer med enten originale eller kopi dele. En reparation med originalt glas på iPhone 5S koster 1.400 kr. mens en kopi-front koster 1.200 kr.

De giver 24 måneders garanti på reparationen med det original glas, og 6 måneder på en reparation med kopi glas. Som de eneste skriver de i øvrigt i deres prisliste, hvor lang tid de forskellige reparationer i gennemsnit tager.
MacVision har ligeledes en meget overskuelig, detaljeret og velfungerende hjemeside - og de tilbyder, at man kan tage en on-line chat med en af deres serviceteknikere, hvis man har spørgsmål. De bruger primært originale reservedele og giver 24 måneders garanti på alle deres reparationer. Her koster en ny skærm til en iPhone 5S 1.194 kr.
Begge kæder kan også reparere iMac og de forskellige udgaver af MacBook. At dømme efter prislisten kan MacVision udfører lidt flere typer Apple reparationer end iRepair - som til gengæld også kan reparere PC'ere. MacVision har i øvrigt et rullende værksted, hvis man vil have foretaget en reparation hjemme i privaten eller på arbejdspladsen.
Begge tilbyder at udskifte harddisken på en Mac computer med en af de nye og meget hurtige SSD harddiske - såkaldt digitale harddiske. Apple kalder dem Flash Drive. En SSD harddisk indeholder ikke de mekaniske dele, man kender fra en traditionel harddisk. De er således mindre sårbare for stød. Desuden er de op til 10 gange hurtigere end en traditionel harddisk.
SSD må ikke forveksles med Apples Fusion Drive, der er en kombination af en traditionel harddisk og en SSD disk. Den fås p.t. kun på nyere Mac modeller.
SSD harddisken er stadig dyrere end en traditionel harddisk, især når man måler prisen pr. GB. Og SSD'en har både fordele og ulemper. Hvis man f.eks. arbejder meget i skyen og primært har brug for hurtighed på nettet og en hurtig afvikling af programmer, så er SSD en forrygende mulighed for at få nyt liv i sin gamle Intel-baserede computer.
Jeg har selv fået installeret en SSD harddisk på en 4 år gammel iMac, og det har været min største computeroplevelse, siden jeg for mere end 30 år siden gik fra PC til Mac! Det foregik hos MacVision i Roskilde - og det var som at gå fra en Fiat til en ny Ferrari!
Hos iRepair kan man få en ny SSD harddisk på 256 GB for 2.200 kr. Hos MacVision kan man få en 250 GB SSD harddisk for 1.595. Ingen af dem annoncerer, hvilken SSD fabrikat de bruger, men hos MacVision fik jeg at vide, at var det en Samsung 840 EVO. Oplevelsen har været på positiv, at jeg nu har fået opdateret en anden af familiens iMac's med SSD harddisk i familiens anden iMac - også hos MacVision. De har begge gange vist sig meget servicevenlige og hurtige.
Du kan få et overblik over alle mulighederne hos de to konkurrenter på irepair.dk og macvision.dk

iEkspert, den landsdækkende kæde
iExpert dækker Jylland bedst, når det gælder reparationer af Apple produkter. De har to butikker i Århus, en i Herning, i Vejle, samt en butik i Fields i København. I Midtjylland tilbyder de oven i købet af afhente den for 150 kr! De reparerer både iPhones, iPads og alle typer Mac computere
Tre af deres forretninger kalder de Quick Rep - men hvad det begreb dækker i forhold til de to andre, der bare hedder iExpert, afsløres ikke på deres ellers udmærkede hjemmeside.
Hvis man famler lidt i blinde, kan en chat være et godt sted at starte. Det tilbyder iEkspert ikke. Til gengæld kan man ringe og få gratis support. Sender man sin telefon eller computer til dem, skal man starte med at udfylde en formular på deres hjemmeside. Det virker lidt omstændeligt.
Udskiftningen af en gammel harddisk til en 256 GB SSD harddisk koster hos dem 2.000 kr. altså lidt over 400 kr. mere end jeg betalte i MacVision. iEkspert oplyser heller ingen steder, hvad det er for et mærke, de sætter i iMac'en.
Du kan se og læse mere på iekspert.dk

iFixit
Har du mod på selv at foretage en reparation af et Apple produkt, skal du besøge ifixit's hjemmeside. Det er tidligere Apple entusiaster, der blev træt af Apple's politik og skabte et gør-det-selv koncept, der er blevet et forbillede i det meste af verden.
Apple er kendt for at løbende af ændre små ting i deres produkter for at gøre det sværere for andre at reparere dem. På den måde har det i mange år kun været dem selv og udvalgte partnere, der kunne foretage reparationer - og bestemme priserne. Det monopol blev for alvor brudt, da ifixit i 2003 så dagens lys.
ifixit sælger således ikke bare reservedele.  De sælger et reparationskit, der både indeholde reservedelen og det værktøj, man har brug for. Og så har de filmet alle reparationer og lagt dem ud som instruktionsvideoer på youtube.com.
Et reparationskit med nye front til en iPhone 5 koster 90 dollar - ca. 530 kr. Forsendelsen koster ca. 35 dollar, så den samlede pris bliver 745 kr.
Du kan se mere på deres yderst informative hjemmeside på ifixit.com

Konklusion
Der er mange flere Mac værksteder end jeg har skrevet om her, men et stort antal af dem kan kun håndtere et begrænset antal reparationer. Desuden har meget få af dem en prisliste på deres hjemmeside. Prisen for en værkstedstime ligger omkring 600 kr hos de fleste på dette marked.
Jeg vil anbefale at spørge til garantien på en reparation. Og hvad det er for reservedele, de bruger.
Gælder det en Mac computer, så kig efter, om de kan udskifte en harddisk med en SSD disk! Hvis de ikke kan det, tror jeg det er et værksted, der mangler økonomiske eller kompetencemæssige ressourcer.
En ny glasfront på en iPhone er en de dyreste mobilreparationer, man kan komme ud for. Og priserne ligger altså mellem 745 kr og 1.400 kr. Prisen på en ny iPhone 5C med 16 GB hukommelse er lidt over 4.000 kr., så det kan godt betale sig at forlænge den gamle models liv. Gælder det idskuftningen af en hard disk, kan jeg personligt anbefale at få udskiftet den gamle harddisk med en SSD harddisk. Kombineret med f.eks. en ekstern usb-harddisk har man taget sin Mac ind i en ny tidsalder!

September 2014

Så er den gal med Gmail 



Hvis du har en Gmail, skal du overveje at skifte kode. Mindst 10.000 danske Gmail's konti har vist sig at være hacket, siger sikkerhedsfirmaet CSIS. Problemet er oven i købet, at det kan vise sig at være sket for flere år siden, uden at nogen har opdaget det. Og at tallet kan være mere end 10.000.
Lige nu forsøger man at finde ud af, hvornår det er sket, om det er sket over flere omgange - også for nyligt - og hvor mange konti, der er tale om. Under alle omstændigheder anbefaler CSIS, at man ændrer sit password med det samme.
En russisk mail-tjeneste blev udsat for et tilsvarende hackerangreb for 14 dage siden, og her "løb" hackerne med mere end 4,5 millioner kontinavne og tilhørende passwords.

August 2014

Snyder supermarkedet dig?

Hvor tit tjekker du din bon, når du har købt ind i et supermarked? Sikkert meget sjældent. Hvis beløbet lyder helt ude i skoven, så gør du .... måske. Men ellers tager de fleste for givet, at supermarkedet har tjek på priserne.
Sådan er det desværre ikke. For små 10 år siden oplevede jeg at prøvekøbe nogle flasker vin i en Kvickly, hvor beløbet ved kassen lød så forkert, at jeg tjekkede bon'en. Der var ganske rigtig en mindre fejl - en tastefejl, som kassedamen sagde.
Vi kan jo alle lave fejl, men da jeg dagen efter kom igen for at købe nogle kasser af det tilbud, jeg havde prøvekøbt dagen før, var fejlen der igen. Denne gang var "tastefejlen" på flere hundrede kroner.

Siden den dag har jeg tjekket bon'en hver eneste gang jeg køber ind. Og det er blevet til nogle bon'er i tidens løb.
Jeg har fundet mange fejl i årenes løb. Og de fleste er kendetegnet ved, at forretningen ikke har fået tastet den rigtig tilbudspris ind i deres system. Derfor er det meget sjældent kassedamens skyld.
Jeg oplevede det seneste for 2 dage siden, da jeg i min lokale Kvickly købte 3 røde peberfrugter. De kostede 6 kr. pr. stk, men på skiltet stod der med store bogstaver: 3 stk. 12 kr. Ved kassen blev de 3 peberfrugter slået op til 18 kr.
Desværre nytter ikke at klage til kassedamen, for når en bon først er printet ud kan hun ikke gøre mere. Så er man nødt til at henvende sig til Kvicklys Kiosk. Dér ringer de til den relevante afdeling for at få at vide, hvad der står på skiltet.
Iflg. markedsføringsloven er det altid skiltningen, der gælder, så et supermarked kan altså ikke sige, at de havde fået skrevet den forkerte pris på skiltet. Kun én gang på 10 år er jeg blevet mødt af den forklaring. Men den går altså ikke. Forretningen er nødt til at sælge til den annoncerede pris.
Jeg havde naturligvis også denne gang set rigtigt på skiltet og fik straks 4 kr. retur. Nu er 4 kr. jo ikke er herregård. Men når det er gud-ved-hvilken-gang jeg oplever det, bliver det både et irritationsmoment og mange penge.
Og hvad værre er: Mistillid. Når det er noget, man oplever jævnligt får man automatisk den tanke, at nogle butikschefer bevidst annoncere en tilbudspris i butikken, men bonner os for normalprisen. Er det ikke bevidst er det i hvert fald sjusk.
Jeg har også oplevet forkerte priser på bonen i Netto og Bilka. Men Kvickly tager altså prisen som den klart værste.
Når man som jeg bor i det sydvestlige hjørne af Danmark, fortager man en hel del dagligvarekøb i tyske supermarkeder. Det gør jeg også. Og i løbet af de sidste 8 år har jeg kun oplevet det en gang i et tysk supermarked! Det kan altså lade sig gøre for et supermarked at have orden i sine priser. I hvert fald i Tyskland!
Så mit råd er: tjek din bon, når du køber ind i supermarkederne. Uanset hvor du handler. Du kan risikere, at de har snydt dig for det gode tilbud, du faldt for!

juli 2014

Tjek dine internetmuligheder og spar en masse penge

 Jeg synes det er svært at få overblik over, hvilke hastigheder og priser der er på internetforbindelser i dag. Konkurrencen er jo stor. Og man kan få rigtig travlt, hvis man skal rundt hos alle udbydere og studere deres hjemmesider.
Det er der heldigvis råd for. Og løsningen hedder InternetTjek.dk
Firmaet, der har til huse i Herning, har kreeret en søgemaskine, der på fremragende vis løse det problem. På deres hjemmeside taster man sin adresse ind og får så en liste over alle de tilbud, der er relevante. Man kan sammenligne både priser og hastigheder, hvad enten man ønsker netforbindelse via telefonstikket, kabel TV og fibernet.
I vores hus ser vi tv via parabol og der er ikke lagt fiber ind i huset. Derfor ville jeg gerne se, hvilke hastigheder og priser vi kunne få via telefonstikket i vores hus.
Vores aftale med TDC er et halvt år gammelt. Jeg giver dem et ring hvert halve år, fordi deres priser og hastighedsforbindelser løbende ændres. Senest fik jeg en netforbindelse på 15 Mbit/s. "Vi kan ikke leverer mere gennem kobberet", sagde de. De 15 Mbit/s var altså det hurtigste, jeg teknisk kunne få. Derfor var 15 Mbit/s også et af søgekriterierne, jeg lagde ind på InternetTjek.dk
Resultatet overraskede mig. Jeg fik 15 tilbud, hvoraf de 5 var relevante for mig. Billigst var Telia og Telenor med 20 Mbit/s forbindelser til henholdsvis 1.245 kr. og 1.269 kr. for et halvt år. Dyrest var - ikke overraskende - TDC, der skal have 1.928 for samme hastighed!
Jeg kan altså spare over 1.000 kr. om året ved at forlade TDC til fordel for Telia eller Telenor - og stadig få mine 15 Mbit/s.
Du kan tjekke Telenors tilbud her.
Det skal retfærdigvis siges, at TDC lover garanterede hastigheder på deres hjemmeside. Det gør deres konkurrenter ikke. Men jeg giver ikke meget for TDC's garanti. Jeg laver ofte hastighedstest, og jeg har oplevet perioder, hvor hastigheden var 10 Mbit/s og derunder. At jeg  i sin tid fik en netforbindelse på 15 Mbit/s af TDC, overraskede mig, for den fremgik ikke af deres prisliste på nettet. Det gør den stadig ikke. På deres hjemmeside omtaler de kun 20, 30 og 40Mbit/s forbindelser.
Du kan tjekke din nuværende nethastighed på InternetTjek.dk - klik her. Det er en service, som leveres via en server hos Erhvervsstyrelsen. Gør det flere gange på forskellige tidspunkter i løbet af en uge. Det giver et mere reelt billede af den hastighed, du har.
InternetTjek.dk giver også mulighed for at tjekke, hvem der har det bedste tilbud på mobilt bredbånd. Hvis man aldrig har haft mobilt bredbånd, kan det være svært at regne ud, hvor stort ens månedlige dataforbrug er. Det har InternetTjek.dk imidlertid også en løsning på. De har kreeret et værktøj, der gør det nemmere at finde ud af, hvilke dataforbrug man har brug for - klik her, hvis du vi afprøve det.
Vi har en større TDC installation, fordi var har et stort hus med fastnet telefoner mange steder. Vores Og jeg frygter det kan give telefon-problemer, når man vælger en anden leverandør. Det er TDC's folk, der servicerer nettet, også selv om man har sit abonnement hos en af deres konkurrenter. Og man kan jo frygte, at man kommer bagerst i køen, hvis der opstår problemer og man er kunde i et andet selskab.