januar 2015/opdateret marts 2016

Billigere at reparere en iPhone eller iMac end du tror....

De fleste tror det koster en lille formue, hvis deres iPhone, iPad eller iMac går i stykker. Henvender man sig feks. til Humac, landets største forhandler af Apple udstyr, er deres reparationspriser ofte så høje, at mange vælger at købe nyt. Og så bliver de dyre Apple produkter pludselig endnu dyrere.
Men der er håb forude. De senere år er der åbnet flere forretninger og værksteder i Danmark, hvor man kan kan få repareret (eller opgraderet) sin iPhone, iPad eller iMac til ganske fornuftige priser. Og de fleste vil nok blive overrasket over, hvor meget der egentligt kan repareres.
En ny 27" iMac koster lige under 14.000 kr. Eller 15.519 kr. hvis du vil have den med den nye superhurtige SSD harddisk - på Mac sprog kaldet Flash storage. Men  for 1.5000 kr. kan du få installeret en SSD harddisk i din gamle iMac (den skal blot være Intel-baseret) og så bliver den som en helt ny og hurtig maskine.
Søger man på nettet, er der efterhånden en del hjemmesider, som tilbyder Apple reparationer. Nogle af dem nøjes dog ikke med tilbud fra en hjemmeside. De har også etableret en eller flere butikker, hvor man kan indlevere sit isenkram.

iRecover og My-phoneshop er kun iPhones og iPads.
Begge har både en netforretning og en fysisk butik. iRecover ligger i Fredderikssund, mens My-phoneshop har hjemme i Brøndby.
De sælger begge nye iPhones, iPads plus div. udstyr og gadets, ligesom de reparerer iPhones og iPads. My-phone sælger også reservedele, hvis man selv har mod på at gå i gang med opgaven.
Du kan sende telefonen til værkstederne, men den billigste løsning er selv at aflevere den - og forklare, hvad problemet er.
Begge har etableret gode hjemmesider med priser på alle deres reparationer.
Ingen af dem skriver, om de bruger originale Apple dele eller kopier i deres reparationer. Det gør nogle af deres konkurrenter. Og vil man sammenligne priser, er man altså nødt til at spørge sig for. (Originale dele er de dyreste.)
Jeg har i denne anmeldelse valgt at se på prisen for udskiftningen af en smadret glasfront på en iPhone. Det er nemlig en af de hyppigste reparationer.
Humac, der er landets største Apple forhandler, offentliggør ingen prislister, når det gælder reparationer, men efter sigende ligger prisen på en udskiftning af glasset på en iPhone typisk på 1.500-2.000 kr. afhængig af model.
iRecover tager 999 kr. for at udskifte skærmen på en iPhone 5S. My-phoneshop udskifter skærmen for 1.100 kr.
Hos iRecover giver de 3 måneders garanti på reparationer. Det skriver My-phone ikke noget om på deres hjemmeside.
Begge tilbyder, at man kan få ordnet reparationen, mens man venter - forudsat at de har reservedelene hjemme naturligvis.
Du kan læse mere her: irecover.dk og på my-phoneshop.dk

iRepair og MacVision klarer både iPhone, iPad, iMac og MacBook
iRepair har en netbutik og to fysiske butikker, der ligger i Helsingør og i Valby. MacVision har også en netbutik og forretninger i Roskilde, Holte, på Frederiksberg og i Svenborg (og senest i Verona, hvis du kommer på de kanter.) Og begge reparerer iPhone, iPad, iMac og Mac Book.
iRepair har en velfungerende hjemmeside, hvor det er nemt at finde den relevante reparation og prisen på den. De tilbyder reparationer med enten originale eller kopi dele. En reparation med originalt glas på iPhone 5S koster 1.400 kr. mens en kopi-front koster 1.200 kr.

De giver 24 måneders garanti på reparationen med det original glas, og 6 måneder på en reparation med kopi glas. Som de eneste skriver de i øvrigt i deres prisliste, hvor lang tid de forskellige reparationer i gennemsnit tager.
MacVision har ligeledes en meget overskuelig, detaljeret og velfungerende hjemeside - og de tilbyder, at man kan tage en on-line chat med en af deres serviceteknikere, hvis man har spørgsmål. De bruger primært originale reservedele og giver 24 måneders garanti på alle deres reparationer. Her koster en ny skærm til en iPhone 5S 1.194 kr.
Begge kæder kan også reparere iMac og de forskellige udgaver af MacBook. At dømme efter prislisten kan MacVision udfører lidt flere typer Apple reparationer end iRepair - som til gengæld også kan reparere PC'ere. MacVision har i øvrigt et rullende værksted, hvis man vil have foretaget en reparation hjemme i privaten eller på arbejdspladsen.
Begge tilbyder at udskifte harddisken på en Mac computer med en af de nye og meget hurtige SSD harddiske - såkaldt digitale harddiske. Apple kalder dem Flash Drive. En SSD harddisk indeholder ikke de mekaniske dele, man kender fra en traditionel harddisk. De er således mindre sårbare for stød. Desuden er de op til 10 gange hurtigere end en traditionel harddisk.
SSD må ikke forveksles med Apples Fusion Drive, der er en kombination af en traditionel harddisk og en SSD disk. Den fås p.t. kun på nyere Mac modeller.
SSD harddisken er stadig dyrere end en traditionel harddisk, især når man måler prisen pr. GB. Og SSD'en har både fordele og ulemper. Hvis man f.eks. arbejder meget i skyen og primært har brug for hurtighed på nettet og en hurtig afvikling af programmer, så er SSD en forrygende mulighed for at få nyt liv i sin gamle Intel-baserede computer.
Jeg har selv fået installeret en SSD harddisk på en 4 år gammel iMac, og det har været min største computeroplevelse, siden jeg for mere end 30 år siden gik fra PC til Mac! Det foregik hos MacVision i Roskilde - og det var som at gå fra en Fiat til en ny Ferrari!
Hos iRepair kan man få en ny SSD harddisk på 256 GB for 2.200 kr. Hos MacVision kan man få en 250 GB SSD harddisk for 1.595. Ingen af dem annoncerer, hvilken SSD fabrikat de bruger, men hos MacVision fik jeg at vide, at var det en Samsung 840 EVO. Oplevelsen har været på positiv, at jeg nu har fået opdateret en anden af familiens iMac's med SSD harddisk i familiens anden iMac - også hos MacVision. De har begge gange vist sig meget servicevenlige og hurtige.
Du kan få et overblik over alle mulighederne hos de to konkurrenter på irepair.dk og macvision.dk

iEkspert, den landsdækkende kæde
iExpert dækker Jylland bedst, når det gælder reparationer af Apple produkter. De har to butikker i Århus, en i Herning, i Vejle, samt en butik i Fields i København. I Midtjylland tilbyder de oven i købet af afhente den for 150 kr! De reparerer både iPhones, iPads og alle typer Mac computere
Tre af deres forretninger kalder de Quick Rep - men hvad det begreb dækker i forhold til de to andre, der bare hedder iExpert, afsløres ikke på deres ellers udmærkede hjemmeside.
Hvis man famler lidt i blinde, kan en chat være et godt sted at starte. Det tilbyder iEkspert ikke. Til gengæld kan man ringe og få gratis support. Sender man sin telefon eller computer til dem, skal man starte med at udfylde en formular på deres hjemmeside. Det virker lidt omstændeligt.
Udskiftningen af en gammel harddisk til en 256 GB SSD harddisk koster hos dem 2.000 kr. altså lidt over 400 kr. mere end jeg betalte i MacVision. iEkspert oplyser heller ingen steder, hvad det er for et mærke, de sætter i iMac'en.
Du kan se og læse mere på iekspert.dk

iFixit
Har du mod på selv at foretage en reparation af et Apple produkt, skal du besøge ifixit's hjemmeside. Det er tidligere Apple entusiaster, der blev træt af Apple's politik og skabte et gør-det-selv koncept, der er blevet et forbillede i det meste af verden.
Apple er kendt for at løbende af ændre små ting i deres produkter for at gøre det sværere for andre at reparere dem. På den måde har det i mange år kun været dem selv og udvalgte partnere, der kunne foretage reparationer - og bestemme priserne. Det monopol blev for alvor brudt, da ifixit i 2003 så dagens lys.
ifixit sælger således ikke bare reservedele.  De sælger et reparationskit, der både indeholde reservedelen og det værktøj, man har brug for. Og så har de filmet alle reparationer og lagt dem ud som instruktionsvideoer på youtube.com.
Et reparationskit med nye front til en iPhone 5 koster 90 dollar - ca. 530 kr. Forsendelsen koster ca. 35 dollar, så den samlede pris bliver 745 kr.
Du kan se mere på deres yderst informative hjemmeside på ifixit.com

Konklusion
Der er mange flere Mac værksteder end jeg har skrevet om her, men et stort antal af dem kan kun håndtere et begrænset antal reparationer. Desuden har meget få af dem en prisliste på deres hjemmeside. Prisen for en værkstedstime ligger omkring 600 kr hos de fleste på dette marked.
Jeg vil anbefale at spørge til garantien på en reparation. Og hvad det er for reservedele, de bruger.
Gælder det en Mac computer, så kig efter, om de kan udskifte en harddisk med en SSD disk! Hvis de ikke kan det, tror jeg det er et værksted, der mangler økonomiske eller kompetencemæssige ressourcer.
En ny glasfront på en iPhone er en de dyreste mobilreparationer, man kan komme ud for. Og priserne ligger altså mellem 745 kr og 1.400 kr. Prisen på en ny iPhone 5C med 16 GB hukommelse er lidt over 4.000 kr., så det kan godt betale sig at forlænge den gamle models liv. Gælder det idskuftningen af en hard disk, kan jeg personligt anbefale at få udskiftet den gamle harddisk med en SSD harddisk. Kombineret med f.eks. en ekstern usb-harddisk har man taget sin Mac ind i en ny tidsalder!

September 2014

Så er den gal med Gmail 



Hvis du har en Gmail, skal du overveje at skifte kode. Mindst 10.000 danske Gmail's konti har vist sig at være hacket, siger sikkerhedsfirmaet CSIS. Problemet er oven i købet, at det kan vise sig at være sket for flere år siden, uden at nogen har opdaget det. Og at tallet kan være mere end 10.000.
Lige nu forsøger man at finde ud af, hvornår det er sket, om det er sket over flere omgange - også for nyligt - og hvor mange konti, der er tale om. Under alle omstændigheder anbefaler CSIS, at man ændrer sit password med det samme.
En russisk mail-tjeneste blev udsat for et tilsvarende hackerangreb for 14 dage siden, og her "løb" hackerne med mere end 4,5 millioner kontinavne og tilhørende passwords.

August 2014

Snyder supermarkedet dig?

Hvor tit tjekker du din bon, når du har købt ind i et supermarked? Sikkert meget sjældent. Hvis beløbet lyder helt ude i skoven, så gør du .... måske. Men ellers tager de fleste for givet, at supermarkedet har tjek på priserne.
Sådan er det desværre ikke. For små 10 år siden oplevede jeg at prøvekøbe nogle flasker vin i en Kvickly, hvor beløbet ved kassen lød så forkert, at jeg tjekkede bon'en. Der var ganske rigtig en mindre fejl - en tastefejl, som kassedamen sagde.
Vi kan jo alle lave fejl, men da jeg dagen efter kom igen for at købe nogle kasser af det tilbud, jeg havde prøvekøbt dagen før, var fejlen der igen. Denne gang var "tastefejlen" på flere hundrede kroner.

Siden den dag har jeg tjekket bon'en hver eneste gang jeg køber ind. Og det er blevet til nogle bon'er i tidens løb.
Jeg har fundet mange fejl i årenes løb. Og de fleste er kendetegnet ved, at forretningen ikke har fået tastet den rigtig tilbudspris ind i deres system. Derfor er det meget sjældent kassedamens skyld.
Jeg oplevede det seneste for 2 dage siden, da jeg i min lokale Kvickly købte 3 røde peberfrugter. De kostede 6 kr. pr. stk, men på skiltet stod der med store bogstaver: 3 stk. 12 kr. Ved kassen blev de 3 peberfrugter slået op til 18 kr.
Desværre nytter ikke at klage til kassedamen, for når en bon først er printet ud kan hun ikke gøre mere. Så er man nødt til at henvende sig til Kvicklys Kiosk. Dér ringer de til den relevante afdeling for at få at vide, hvad der står på skiltet.
Iflg. markedsføringsloven er det altid skiltningen, der gælder, så et supermarked kan altså ikke sige, at de havde fået skrevet den forkerte pris på skiltet. Kun én gang på 10 år er jeg blevet mødt af den forklaring. Men den går altså ikke. Forretningen er nødt til at sælge til den annoncerede pris.
Jeg havde naturligvis også denne gang set rigtigt på skiltet og fik straks 4 kr. retur. Nu er 4 kr. jo ikke er herregård. Men når det er gud-ved-hvilken-gang jeg oplever det, bliver det både et irritationsmoment og mange penge.
Og hvad værre er: Mistillid. Når det er noget, man oplever jævnligt får man automatisk den tanke, at nogle butikschefer bevidst annoncere en tilbudspris i butikken, men bonner os for normalprisen. Er det ikke bevidst er det i hvert fald sjusk.
Jeg har også oplevet forkerte priser på bonen i Netto og Bilka. Men Kvickly tager altså prisen som den klart værste.
Når man som jeg bor i det sydvestlige hjørne af Danmark, fortager man en hel del dagligvarekøb i tyske supermarkeder. Det gør jeg også. Og i løbet af de sidste 8 år har jeg kun oplevet det en gang i et tysk supermarked! Det kan altså lade sig gøre for et supermarked at have orden i sine priser. I hvert fald i Tyskland!
Så mit råd er: tjek din bon, når du køber ind i supermarkederne. Uanset hvor du handler. Du kan risikere, at de har snydt dig for det gode tilbud, du faldt for!

juli 2014

Tjek dine internetmuligheder og spar en masse penge

 Jeg synes det er svært at få overblik over, hvilke hastigheder og priser der er på internetforbindelser i dag. Konkurrencen er jo stor. Og man kan få rigtig travlt, hvis man skal rundt hos alle udbydere og studere deres hjemmesider.
Det er der heldigvis råd for. Og løsningen hedder InternetTjek.dk
Firmaet, der har til huse i Herning, har kreeret en søgemaskine, der på fremragende vis løse det problem. På deres hjemmeside taster man sin adresse ind og får så en liste over alle de tilbud, der er relevante. Man kan sammenligne både priser og hastigheder, hvad enten man ønsker netforbindelse via telefonstikket, kabel TV og fibernet.
I vores hus ser vi tv via parabol og der er ikke lagt fiber ind i huset. Derfor ville jeg gerne se, hvilke hastigheder og priser vi kunne få via telefonstikket i vores hus.
Vores aftale med TDC er et halvt år gammelt. Jeg giver dem et ring hvert halve år, fordi deres priser og hastighedsforbindelser løbende ændres. Senest fik jeg en netforbindelse på 15 Mbit/s. "Vi kan ikke leverer mere gennem kobberet", sagde de. De 15 Mbit/s var altså det hurtigste, jeg teknisk kunne få. Derfor var 15 Mbit/s også et af søgekriterierne, jeg lagde ind på InternetTjek.dk
Resultatet overraskede mig. Jeg fik 15 tilbud, hvoraf de 5 var relevante for mig. Billigst var Telia og Telenor med 20 Mbit/s forbindelser til henholdsvis 1.245 kr. og 1.269 kr. for et halvt år. Dyrest var - ikke overraskende - TDC, der skal have 1.928 for samme hastighed!
Jeg kan altså spare over 1.000 kr. om året ved at forlade TDC til fordel for Telia eller Telenor - og stadig få mine 15 Mbit/s.
Du kan tjekke Telenors tilbud her.
Det skal retfærdigvis siges, at TDC lover garanterede hastigheder på deres hjemmeside. Det gør deres konkurrenter ikke. Men jeg giver ikke meget for TDC's garanti. Jeg laver ofte hastighedstest, og jeg har oplevet perioder, hvor hastigheden var 10 Mbit/s og derunder. At jeg  i sin tid fik en netforbindelse på 15 Mbit/s af TDC, overraskede mig, for den fremgik ikke af deres prisliste på nettet. Det gør den stadig ikke. På deres hjemmeside omtaler de kun 20, 30 og 40Mbit/s forbindelser.
Du kan tjekke din nuværende nethastighed på InternetTjek.dk - klik her. Det er en service, som leveres via en server hos Erhvervsstyrelsen. Gør det flere gange på forskellige tidspunkter i løbet af en uge. Det giver et mere reelt billede af den hastighed, du har.
InternetTjek.dk giver også mulighed for at tjekke, hvem der har det bedste tilbud på mobilt bredbånd. Hvis man aldrig har haft mobilt bredbånd, kan det være svært at regne ud, hvor stort ens månedlige dataforbrug er. Det har InternetTjek.dk imidlertid også en løsning på. De har kreeret et værktøj, der gør det nemmere at finde ud af, hvilke dataforbrug man har brug for - klik her, hvis du vi afprøve det.
Vi har en større TDC installation, fordi var har et stort hus med fastnet telefoner mange steder. Vores Og jeg frygter det kan give telefon-problemer, når man vælger en anden leverandør. Det er TDC's folk, der servicerer nettet, også selv om man har sit abonnement hos en af deres konkurrenter. Og man kan jo frygte, at man kommer bagerst i køen, hvis der opstår problemer og man er kunde i et andet selskab.

April 2014

TDC har en hemmelig prisliste!

Jeg har gjort det for vane at tjekke prisen på mine bredbåndsforbindelser hos TDC et par gange om året. For der er ikke altid overensstemmelse med det, man betaler og de priser, TDC har på sin hjemmeside.

Viderestilling koster mere end abonnementetprisen
Årsagen til mit pristjek var egentligt, at jeg for flere måneder siden tegnede et viderestillings-abonnement på en fastnettelefon. Da jeg begyndte at nærlæse regningerne blev jeg opmærksom på, at jeg blev debiteret opkald fra telefonen. Og det i måneder, hvor der ikke boede nogen i huset.
Forklaringen viste sig at være lige så simpel som den var overraskende: Har du viderestilling på en fastnettelefon, skal du også betale for det opkald, der bliver routet videre: 1 kr. på opkald. Den, der ringer, skal naturligvis stadig betale for sit opkald, så på den måde får telefonselskaberne dobbelt betaling for et opkald, der viderestilles. TDC gør i hvert fald. Det glemte de at fortælle, da jeg tegnede abonnementet i en TDC butik!
Næste skridt var naturligvis helt at opsige dette abonnement. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre på TDC's selvbetjeningsside. Her er man nødt til at ringe og tale med en medarbejder. Det gælder også, hvis man blot have slukket for viderestillingen!
Alt det tog altså sin tid. Og så var det, jeg begyndte at studere TDC's hjemmeside nærmere. Og det viste der sig at være penge i!

TDC har flere prislister end de reklamerer med
Når jeg sammenlignede TDC's prisliste med det, jeg betalte for mine to internetforbindelser, faldt jeg over ordene: Du får stabilt bredbånd med garanteret hastighed.
Når jeg har foretaget hastighedstest, har jeg aldrig fået det, som jeg betalte for. Og jeg har egentligt lært at leve med, for sådan har det altid været med kobberforbindelserne - indtil nu. Konkurrencen fra fiberforbindelser har betydet, at TDC nu er nødt til at garantere hastighederne.

Som det fremgår at deres prisliste, er der i dag tre hastigheder og tre priser. Men det er langt fra alle steder, de kan levere det på kobberforbindelserne. Jeg har TDC's bredbåndsforbindelse i to huse, og ingen af stederne når hastigheden op på de 20 Mbit., som på hjemmesiden er deres mindste garanterede hastighed. Det sendte jeg dem en mail om.
I første omgang blev jeg ringet op at en TDC medarbejder, der i en belærende tone fortalte mig, at det kunne de ikke ændre på. Desuden havde jeg jo et gammelt abonnement!?! Ja, jeg har været kunde hos TDC i rigtig mange år, så det argument forstod jeg ikke meget af. Samtalen endte i et verbalt slagsmål, hvor jeg til sidst måtte konkludere, at han og jeg ikke kunne kommunikere sammen. Derfor bad jeg om at tale med en anden medarbejder. Han svarede med at give mig telefonnummeret til deres servicetelefon!
Man skal aldrig opgive en god kamp med TDC. Og den medarbejder, jeg nu fik fat i, kunne godt forstå, at jeg ikke ville betale for en hastighed, TDC ikke kunne levere. Efter at have målt hastigheden på forbindelserne fandt medarbejderen ud af, at de kunne garantere min. 15 Mbit. Og da hun konsulterede en åbenbart alternativ prisliste, fik jeg et tilbud, der sammenlagt skrællede over 200 kr  af den månedlige regning - altså en besparelse på ca. 2.500 kr. om året.
TDC er altså til at tale med. Men du skal stadig selv tage initiativet, hvis du vil sikre dig, at du kun betaler for det, TDC er i stand til at levere! Start med at tjekke hastigheden på din netforbindelse her: http://hastighedstest.tdc.dk/ ..... og sammenlign så resultatet med den hastighed og pris, du betaler nu.

Efterskrift:
TDC giver ikke ved døren! Det har jeg konstateret, siden jeg skrev dette indlæg i slutningen af marts måned i år. Den månedlige pris for mit 15 Mbit bredbåndsabonnement er nu 295 kr. På TDC's hjemmeside kan jeg nu læse, at prisen for en 20 Mbit forbindelse er 299 kr. Så TDC har givet mig en rabat på 8 kr. om måneden - jeg har TDC i to huse - fordi de ikke kan levere 20 Mbit, som ellers er det bedste tilbud i deres prisliste på nettet. 
TDC er åbenbart ikke klar over, at loyale kunder er dem, de skal leve af. Jeg vil nu undersøge, hvad deres konkurrenter kan tilbyde.

8. marts 2014/opdateret maj 2015

Original kunst til små penge på internet-gallerierne

Der er flere digitale gallerier, hvor du kan "bladre" i både kendte og ukendte kunstneres værker og købe til små priser. Og man kan få meget kunst - hvilket især vil sige grafik - til overkommelige priser. Mange gallerier har et website men de færreste har en egentlig shop.

Galleri Moderne i Silkeborg er Danmarks ældste og et af de største gallerier i Norden for moderne kunst. De har en velfungerende webshop, som man godt nok skal have tålmodighed med, fordi det er så langsomt. Men udvalget er både omfattende, mangfoldigt og rent prismæssigt spænder det vidt. De dyreste oliebilleder koster over 3 millioner, mens prisen på litografier starter ved 550 kr.

Du kan f.eks. købe litografier af Gina Pellon. Priserne ligger i prisklassen 2.000 - 7.000 kr. Men Galleri Moderne sælger også nogle af hendes grafiske mapper, og så kan du få fire små originale litografier, nummereret og signeret og til bare 4.000 kr. Altså til 1.000 kr. stk.

Gina Pellon - 61 x 49 cm, trykt i 200 eksemplarer, pris 1.875 kr.

Galleri5000, der både er et traditionelt galleri og et internetgalleri, har til huse på Filosofgangen i Odense. Det drives af Peter Thomsen, og han har etableret et af de bedst fungerende netgallerier i Danmark.

Antallet af kunstværker de har til salg på nettet, er ret omfattende. Dels repræsentere han en lang række danske kunstnere, også en række mindre kendte. Samtidig har han et stort udvalg af værker fra kunstnere, der i tidens løb har udstillet på galleriet.

Han er et af de få gallerier, der løbende udstiller foto. Bl.a. den store danske portrætfotograf Piotr Topperzer. Piotrs morsomme og dramatisk portræt af den kendte kok Daniel Letz, der er fotograferet under en kristusfigur, kan man få med hjem for 4.000 kr.

Portræt af kokken Daniel Letz under dette billede af Kristus på korset, der kigger misundelig ned på den vin og de druer, der står på bordet. Billedet er taget i hans restaurant.

Vil man møde mindre kendte kunstnere, er Bjørn Ignatius Øckenholts Billedskole  et spændende sted at møde dem.

Kunstneren Eva Toft har som de fleste andre kunstnere ingen priser på son hjemmeside. Men hendes billeder lå for nogle år siden mellem 2.000 kr og 6.200 kr.
Blandt de kunstnere, der har gået på hans skole, er Eva Toft. Hun er født i 1974 og har udstillet siden 1999. Man kan se hendes spændende værker på hendes hjemmeside www.evatoft.dk. Hun er meget flittig kunstner, der også har udstillet på flere censurerede udstillinger, bl.a. Charlottenborgs Forårsudstilling.

Et andet af de alternative gallerier, der kun eksisterer på nettet, er Stephen Kunstgalleri på www.step-hen.dk. Stephen Frank Mortensen er en privat samler, der har købt - og stadig køber - grafisk kunst, og dele af den samling er løbende til salg. Priserne for litografier af mere kendte kunstnere ligger typisk mellem 700 og små 3.000 kr. Og så er der en del, hvor man skal kontakte Stephen Petersen for at få den aktuelle pris.
Stephen Frank Petersen

Stephen gør sit arbejde ordentligt. Hvert kunstværk er beskrevet, så man kan læse, hvilket trykmetode der er tale om, oplagets størrelse, papir- eller rammemål, om det er signeret med blyant eller i trykket..... eller slet ikke. I den billige ende af de grafiske arbejder er det ikke original litografier men offsettryk i et ukendt oplag og normalt uden signatur - hvilket giver de lave priser. Nogle af dem er dog signeret, bl.a. en række udstillingsplakater. Så koster de til gengæld også lidt mere.

Hvis man vil have originale litografier af mere kendte kunstnere, f.eks. Egill Jacobsen, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Nørgaard, Jens Birkemose og Wilhelm Freddie for blot at nævne nogle få, starter priserne ved 700 kr. Der er også litografier af udenlandske kunstnere, bl.a. den populære belgiske kunstner Corneille.
Originalt litografi af Knud Jans. Læg mærke til, at Stephen fotograferer kunstværkerne på en rød baggrund, så man tydeligt kan se papirets kant. Prisen for dette litografi er beskedne 60 kr.
Vil man have original grafik af mindre kendte kunstnere, byder Stephen galleri på et pænt udvalg, og dér er priserne i den særdeles overkommelige ende. Eksempelvis kan litografiet ovenfor af den nu afdøde kunstner Knud Jans købes for bare 60 kr.

Vil du se, hvad unge og mindre kendte kunstnere laver, er www. artumikda.dk et godt sted at kigge. Priserne starter fra ca. 2.500 kr og op. På Artunikas's hjemmeside finde du bl.a. en række kunstnere, der sælger originale tegninger, oftest i tusch. Her ligger priserne lige under og lige over 3.000 kr.

Så er der www.bomhuset.dk, der ligger på Amagerbrogade i København. De gik på nettet med deres galleri i 1998, så det må siges at være et veletableret netgalleri. De har mere end 1.000 kunstværker på deres hjemmeside, og der gør galleriet til et af de største netgallerier i Danmark. Der er pris og størrelsesangivelser på alle billeder, men det er ikke en webbutik. Du skal kontakte dem pr. telefon eller mail. Der er stor spredning i priserne, og det er primært malerier, de sælger.

Mange private køber og sælger kunst på auktioner som Lauritz.com og Bruun-Rasmussen. Jeg har selv handlet grafik dér - og betalt alt for meget for et kunstværk! Det var nu ikke auktionshusets
skyld. Men jeg fandt et Corneille billede, jeg ville have, og det endte som en budkrig mellem mig og en anden. Og stædigheden kostede mig mindst det dobbelt af, hvad det skulle være gået for! Så vil man byde, skal man have en max-pris i hovedet, ellers kan det ende med at blive for dyrt et billede. Jeg vil anbefale, at man tjekker især  Lauritz vurderingspriser andre steder, for priserne ender ofte med at blive højere end det, man skal betale for det samme stykke grafik andre steder. Huske, at der f.eks. hos Lauritz.com skal lægges et hammerslagsgebyr samt et købersalær på 20% oven i dit bud!

Der findes alternativer til auktionshusene, f.eks. Kunstkup.dk. Her køber og sælger private malerier og grafik - ofte til priser, der er mere medgørlige end dem, man må betale på auktionshusene og gallerierne. Knustkup.dk er ikke involveret i handelen. De skaber kun kontakt mellem køber og sælger. Det koster derfor heller ikke noget at sælge eller købe kunst på denne måde. Sitet er nemt at finde rundt på, og indeholder også en række aktuelle artikler om bl.a. unge kunstnere.

Antallet af kunstnere, der har egne hjemmesider, er stort. Men det er de færreste af dem, man kan handle på. En af de kunstnere, der har etableret en velfungerende webshop, er Leif Sylvester. Han arbejder med porcelæn, keramik, litografier, bøger, plakater og malerier. Og han har både et fysisk og digitalt galleri, man kan handle i.

Fra galleri Python, der er Leif Sylvesters eget galleri.
Det fysiske galleri, der hedder Python, ligger i Borgergade i København. Hans webshop finder man på python.dk. Her kan man købe mange af hans ting, bl.a. alle hans grafiske arbejder - til priser mellem 1.000 - 3.000 kr. Vil man se hans lidt større malerier, må man besøge galleriet.

Leif Sylvesters bog om litografier
Sylvester gør meget for at understrege forskellen mellem et originalt litografi og et offset tryk. Han har udgivet en bog om emnet, hvor man samtidig kan se han egne litografier udgivet mellem 1992- 2012. En anbefalelsesværdig bog til bare 250 kr. - der naturligvis også kan købes i hans webshop. Lige nu er bogen faktisk på udsalg til 150 kr.

Et enkelt site har udviklet sig til en markedsplads, hvor især mindre kendte kunstnere og kunsthåndværkere fra hele verden boltre sig - etsy.com. Det er samtidig et site, der formidler betalingen, så både sælger og køber er garanteret en sikker handel. Man kan betale med både Visa, MasterCard og PayPal. Som på andre markedspladser skal man dog registrere sig for at kunne sælge eller købe. Man skal også godkendes af Etsy.com som sælger for at kunne bruge siden som udstillingsvindue og netbutik.

Tilbage er blot at sige: Af sted ud over prærien.... eller rettere, ud over internettet. Der opstår hele tiden nye steder på nettet, hvor du kan se og måske også handle kunst! Og det behøver altså ikke at koste en bondegård at få original kunst på væggen.



Oktober 2013


Bankerne er helt galt på den!
Så er den gal med NemId igen. Der er snart gået 3 dage, hvor NemId ikke har virket sammen med den seneste opdatering af Java.
Hvad betyder det?
Ja, hvis man ikke har opdateret Java på sin computer, betyder det ikke noget, for så kan man godt gå i sin netbank. Problemet er blot, at computeren er hullet som en si, når man gør det. Den seneste opdatering lukkede 51 sikkerhedshuller i Java! Derfor kan man roligt sige, at man åbner en ladeport til sin computer, hvis man ikke opdaterer Java.
Hvad siger Nets, der står for NemId?
De råder os til ikke at opdatere Java. Eller at nedgradere Java!
Begge råd er hul i hovedet, siger flere it-eksperter, bl.a. det offentligt ejede sikkerhedsfirma DK-cert!
- Det er faktisk det allerdårligste tidspunkt, man overhovedet kan nedgradere eller lade være med at opdatere, siger teknisk chef Morten Stengaard fra it-sikkerhedsfirmaet Secunia. Iflg. ham er det almen viden i it-sikkerhedsbranchen, at kriminelle udnytter netop det vindue, der er imellem at en opdatering bliver frigivet og alle brugerne har fået det installeret.
- Når hackerne først ved, at der er konkrete 51 sårbarheder i Java, er det meget lettere for dem at identificere hullerne og trænge igennem folks computere og trække alverdens oplysninger ud.
Mere klart kan det ikke siges. Og Java selv siger det sammen. På deres hjemmeside kan man læse, at
man altid bør have den seneste version af Java. De går endda så langt som til at anbefale, at man fjerner eventuelle gamle versioner af Java på sin computer, fordi de udgør en sikkerhedsrisiko.
Hvis man hele tiden opdatere Java, er det ikke noget problem. Og det er nemt at finde ud af, om man nu har den sidste og mest sikre version. Det kan man gøre fra Javas egen hjemmeside her: http://java.com/en/download/faq/remove_olderversions.xml
Personligt tjekker jeg Java på min egen PC, hver gang jeg åbner den. Ved at klikke ind på det link får jeg med det samme at vide, om Java skal opdateres eller ikke. På familiens iMac's har jeg helt fjernet Java, fordi Apple ikke længere opdatere Java. Som Mac ejer skal man selv installere Java, hvis man vil have den - og selv holdesig ajour med opdateringer. Java har så dårligt et omdømme, at Apple ikke lægge automatisk lægge det på sine computere
Den mest sikre adgang til netbak i dag er til gengæld Apples iPad. Den app man skal downloade for at gå i banken, indeholder ikke Java! Så der er - indtil videre - aldrig sikkerhedsproblemer.
At bankerne og Nets anbefaler, man ikke opdatere Java på sin computer, må altså siges at være dristigt, ja, nogle vil sige dumdristigt! Det er det også i fremtiden, hvis du ikke opdatere Java på din computer.