21. december 2010

El-Giganten hæver priserne til jul, hævder det norske Forbrugerråd

Det norske Forbrugerråd mener at have fået dokumentation for, at El-Giganten i Norge hæver priserne op mod jul. Deres dokumentation viser, at nogle produkter bliver op til dobbelt så dyre. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
I et tidligere blogindlæg viste min undersøgelse, at El-Gigantens danske priser på et par udvalgte varer tåler sammenligning med andre netbutikker. De kommer faktisk ud som nogle af de billigste. (Klik her, hvis du vil læse mit indlæg.)

Mit blogindlæg blev lagt ud den 6. december, og jeg har i dag den 21. december tjekket prisen på de samme varer på El-Gigantens hjemmeside. Priserne har ikke ændret sig i de 14 dage, der er gået. Men El-Giganten kan naturligvis have hævet prisen på et tidligere tidspunkt. Hvis de har gjort det, må andre netbutikker muligvis have gjort det samme. Ellers burde El-Giganten, der i øvrigt er norsk ejet, ligge i den dyre ende af min sammenligning. Og det gør de ikke.
Den norske undersøgelse understreger, hvor vigtigt det er altid at tjekke prisen på en vare, hvis man vil undgå at betale for meget. Og ikke kun i én forretning.
Du kan læse Berlingske artikel på nettet her.