Viser opslag med etiketten vandreture. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vandreture. Vis alle opslag

Marts 2015


 Rivieraen og Nice fra en helt ny vinkel

Når man siger Nice, tænker de fleste nok på Promenade des Anglais, Chagall museet, Middelhavskysten, blomstermarkedet osv. Men i bjergene og slugterne bag Nice kan man opleve en natur, der er en hel del anderledes end det, den danske natur byder på.
Den franske landskabsarkitekt Caroline Mollie fik øje på de storslåede oplevelser i baglandet, da hun
i 1999 flyttede til Nice. Efter at have kørt og vandret på kryds og tværs i området – undertiden flere gange om ugen - begyndte hun for flere år siden at kortlægge sine ture og gøre små notater om sine opdagelser. Ikke bare om vandreturene ad små stier, men også besøg hos olivenproducenter, biavlere, lokale cafeer og restauranter osv.
Hun har nu systematiseret alle sin notater og udgivet dem i form af et særdeles omfattende og gennemarbejdet toursite under navnet Riviera Discoveries – eller La Riviera Autrement. For sitet - der ligger på adressen www.rivieraautrement.com - har både en fransk og en engelsk tekst. Og det er fyldt med tourforslag, der er lige til at føre ud i livet.

 Et af de mange smukke billeder fra sitet - landsbyen Thiéry.

Som landskabsarkitekt har hun en karriere bag sig med bøger om, hvordan man får naturen ind i byerne. Med Riveria Discoveries har hun anlagt en noget anden vinkel, nemlig hvordan vi (by)mennesker kan opleve den uspolerede natur i bjergene bag Nice. Indtil nu har hun udforsket departementet Alpes-Maritimes og kanten af Var samt Alpes de Haute-Provence og Øvre Ligurien. Men hun lægger løbende nye forunderlige steder ud på sitet, dels fordi hun slet ikke er færdig med at udforske bjergene, dels fordi hun håber på input fra læserne, der kan føje nye uopdagede steder og tourforslag til sitet.

Sites redaktør Caroline Mollie og hendes fotograf Otto Fabricius nyder frokosten fra toppen af Monte Chauve med Nice og Middelhavet i baggrunden.

Ud over de detaljerede tekster er sitet fyldt med billeder, taget af hendes samlever, den danske fotograf Otto Fabricius. Faktisk er sitet i sig selv en fotografisk oplevelse, fordi næsten alt er dokumenteret i billeder. 
Selv om der nogle steder kan være langt mellem husene, indeholder Carolines turforslag også besøg i byer, restauranter, specielle forretninger, hoteller og B&B, hvor man både kan møde de lokale og smage og købe det, de producerer. F.eks. olivenolie direkte fra møllen! Så man behøver altså ikke finde de tykke travesko frem.
Det, du finder på hendes site, finder du således ikke i de traditionelle turistguider. Hun har fokus på de uspolerede, mere ukendte steder, der af samme grund ikke er overrendt af turister. Og de steder, hvor man må efterlade den firehjulede til fordel for bentøjet, har hun valgt ture, hvor man ikke behøver at være særlig fit for at vandre. Hvis man er til den slags vandreture og egentlig tracking, henviser hun til www.rivierarambling.fr.

Udsigten fra Fort de la Revère ud over Eze og Cap d'Antibes.

Riviera Discoveries er bygget særdeles brugervenligt op med flere nyttige indgangsvinkler. Der er først og fremmest et stort interaktivt kort over området, hvis man vil planlægge sin tur ud fra geografien. Søger man i stedet de steder i bjergene, hvor man producere og sælger lokale fødevarer, kan man bruge menuen keywords. Eller accomondation & restaurants, hvis man søger et sted at spise eller overnatte.
Og hvis man i første omgang blot vil have et overblik over, hvor alle de fantastiske steder er, klikker man på marvellous places. Så kommer der et nyt interaktivt kort og billeder op. Og klikker man på de enkelte billeder, får man både en beskrivelse af stedet, relevante links samt en anvisning på, hvordan man kommer derhen. Det princip gælder for stort set hele sitet! Og det gør Riviera Discoveries til et af de bedste toursites at planlægge en anderledes tur efter.

Menuerne er særdeles gennemarbejdet. Man kan søge på flere forskellige måder. Teksterne er præcise og informative. Og hele det bagvedliggende system fungerer bare. Både sitet og stederne er et besøg værd!

Der går faktisk flere buslinjer op til mange af de små bjergbyer. Det kan man læse mere om den udmærkede www.bestofniceblog.com, der kun er på engelsk. Bortset fra busplaner er det et site, hvor man bliver introduceret til alt, hvad der er værd at se og opleve i Nice - helt ned i detaljen. F.eks. hvad der er af koncerter og levende musik i byen. Bloggen redigeres af Allison Coe, en amerikaner, der slog sig ned i Nice for 16 år siden og nu nærmest er blevet ekspert i byen. Som hun selv skriver: I read the Nice-Matin (det lokale dagblad) every day, so you don't have to!
Caroline Molli og Allison Coe har hver på deres måde gjort det nemmere (og sjovere) at opleve Nice, også de mindre kendte sider af byen området.
God fornøjelse.