Viser opslag med etiketten kontant eller på kort. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kontant eller på kort. Vis alle opslag

November 2015/rev. august 2016

Kontant eller på kort, når du handler i grænsebutikkerne?

Et stigende antal tyske supermarkeder ved grænsen har indført Dankort-betaling. Det skyldes naturligvis et stigende antal danske kunder, der ikke kun vil nøjes med de traditionelle grænsebutikker.
I en lille by som Süderlügum, der ligger 2 km syd for Tønder, ligger der 10 grænsebutikker og supermarkeder indenfor 1 km. Så konkurrencen er hård. Både når det gælder priser, udvalg og nu også betaling: Fleggaard, Calle, Priis, Købmandsgården, Nielsens Discount, samt de mere traditionelle supermarkeder Lidl, Aldi, Aldi og Zentralmarkt (Edeka). Endelig har Fakta åbnet en grænsebutik - og den fungerer både som grænsebutik og et supermarked.
Skal du købe øl eller vand på dåse, skal du udfylde en eksporterklæring i forretningen, hvis du vil undgå pant. Den har flere af butikkerne lagt ud på deres hjemmesider, så du kan udfylde og printe den ud hjemmefra: F.eks. http://www.fakta.eu/eksport-erklaering-til-graensehandel/

Du betaler gebyrer for kortbetaling i Tyskland
I Danmark er vi ikke vant til at betale omkostninger, når vi bruger vores Dankort i forretninger. Sådan er det ikke i Tyskland. Her får du lov til at betale de omkostninger, der er forbundet med et kortkøb.


Det kan godt blive til lidt penge. Du bliver opkrævet 1,2% af beløbet, når du betaler med Dankort. Og 2,6%, hvis det er kreditkort som f.eks. MasterCard.
I dag tager både grænsebutikkerne og de tyske supermarkeder i Süderlügum i dag Dankort. Og f.eks. Aldi og Lidl i Süderlügum tager de ikke gebyr, når man betaler med sit Dankort.

Hvad med kontanter? 
Kan det betale sig at veksle til euro, inden man drager til Tyskland? Nej, det kan det ikke - i hvert fald ikke med den vekselkurs, grænsebutikkerne og supermarkederne bruger p.t. De fastsætter nemlig deres danske priser ud fra en vekselkurs, der hedder 7,45. Men veksler du kroner til euro i en dansk bank, sker det til en kurs på 7,59. Dertil kommer et evt. gebyr til din bank.
Det er altså 14 kr. dyrere at betale i euro end i danske kroner, hver gang du køber for 100 euro.
Køber du stort ind til en konfirmation og rund fødselsdag, er der flere hundrede kroner at spare, hvis du har danske kroner med i kontanter. Så slipper du både kortgebyr og bankens dårlige vekselkurs.
Man skal dog være klar over, at man enkelte steder, f.eks. i den tyske Aldi, får man tilbage i euro, hvis man ikke har lige penge i danske kroner.
Mange vælger også at spise et måltid mad i en tysk restaurant eller gasthof, når de nu alligevel er taget over grænsen. Her skal man ikke altid regne med at kunne betale i danske kroner. Man kan heller ikke regne med at betale med et Dankort - med mindre det altså også er et Visakort.
God tur.