Viser opslag med etiketten iPhone reparation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten iPhone reparation. Vis alle opslag

januar 2015/opdateret marts 2016

Billigere at reparere en iPhone eller iMac end du tror....

De fleste tror det koster en lille formue, hvis deres iPhone, iPad eller iMac går i stykker. Henvender man sig feks. til Humac, landets største forhandler af Apple udstyr, er deres reparationspriser ofte så høje, at mange vælger at købe nyt. Og så bliver de dyre Apple produkter pludselig endnu dyrere.
Men der er håb forude. De senere år er der åbnet flere forretninger og værksteder i Danmark, hvor man kan kan få repareret (eller opgraderet) sin iPhone, iPad eller iMac til ganske fornuftige priser. Og de fleste vil nok blive overrasket over, hvor meget der egentligt kan repareres.
En ny 27" iMac koster lige under 14.000 kr. Eller 15.519 kr. hvis du vil have den med den nye superhurtige SSD harddisk - på Mac sprog kaldet Flash storage. Men  for 1.5000 kr. kan du få installeret en SSD harddisk i din gamle iMac (den skal blot være Intel-baseret) og så bliver den som en helt ny og hurtig maskine.
Søger man på nettet, er der efterhånden en del hjemmesider, som tilbyder Apple reparationer. Nogle af dem nøjes dog ikke med tilbud fra en hjemmeside. De har også etableret en eller flere butikker, hvor man kan indlevere sit isenkram.

iRecover og My-phoneshop er kun iPhones og iPads.
Begge har både en netforretning og en fysisk butik. iRecover ligger i Fredderikssund, mens My-phoneshop har hjemme i Brøndby.
De sælger begge nye iPhones, iPads plus div. udstyr og gadets, ligesom de reparerer iPhones og iPads. My-phone sælger også reservedele, hvis man selv har mod på at gå i gang med opgaven.
Du kan sende telefonen til værkstederne, men den billigste løsning er selv at aflevere den - og forklare, hvad problemet er.
Begge har etableret gode hjemmesider med priser på alle deres reparationer.
Ingen af dem skriver, om de bruger originale Apple dele eller kopier i deres reparationer. Det gør nogle af deres konkurrenter. Og vil man sammenligne priser, er man altså nødt til at spørge sig for. (Originale dele er de dyreste.)
Jeg har i denne anmeldelse valgt at se på prisen for udskiftningen af en smadret glasfront på en iPhone. Det er nemlig en af de hyppigste reparationer.
Humac, der er landets største Apple forhandler, offentliggør ingen prislister, når det gælder reparationer, men efter sigende ligger prisen på en udskiftning af glasset på en iPhone typisk på 1.500-2.000 kr. afhængig af model.
iRecover tager 999 kr. for at udskifte skærmen på en iPhone 5S. My-phoneshop udskifter skærmen for 1.100 kr.
Hos iRecover giver de 3 måneders garanti på reparationer. Det skriver My-phone ikke noget om på deres hjemmeside.
Begge tilbyder, at man kan få ordnet reparationen, mens man venter - forudsat at de har reservedelene hjemme naturligvis.
Du kan læse mere her: irecover.dk og på my-phoneshop.dk

iRepair og MacVision klarer både iPhone, iPad, iMac og MacBook
iRepair har en netbutik og to fysiske butikker, der ligger i Helsingør og i Valby. MacVision har også en netbutik og forretninger i Roskilde, Holte, på Frederiksberg og i Svenborg (og senest i Verona, hvis du kommer på de kanter.) Og begge reparerer iPhone, iPad, iMac og Mac Book.
iRepair har en velfungerende hjemmeside, hvor det er nemt at finde den relevante reparation og prisen på den. De tilbyder reparationer med enten originale eller kopi dele. En reparation med originalt glas på iPhone 5S koster 1.400 kr. mens en kopi-front koster 1.200 kr.

De giver 24 måneders garanti på reparationen med det original glas, og 6 måneder på en reparation med kopi glas. Som de eneste skriver de i øvrigt i deres prisliste, hvor lang tid de forskellige reparationer i gennemsnit tager.
MacVision har ligeledes en meget overskuelig, detaljeret og velfungerende hjemeside - og de tilbyder, at man kan tage en on-line chat med en af deres serviceteknikere, hvis man har spørgsmål. De bruger primært originale reservedele og giver 24 måneders garanti på alle deres reparationer. Her koster en ny skærm til en iPhone 5S 1.194 kr.
Begge kæder kan også reparere iMac og de forskellige udgaver af MacBook. At dømme efter prislisten kan MacVision udfører lidt flere typer Apple reparationer end iRepair - som til gengæld også kan reparere PC'ere. MacVision har i øvrigt et rullende værksted, hvis man vil have foretaget en reparation hjemme i privaten eller på arbejdspladsen.
Begge tilbyder at udskifte harddisken på en Mac computer med en af de nye og meget hurtige SSD harddiske - såkaldt digitale harddiske. Apple kalder dem Flash Drive. En SSD harddisk indeholder ikke de mekaniske dele, man kender fra en traditionel harddisk. De er således mindre sårbare for stød. Desuden er de op til 10 gange hurtigere end en traditionel harddisk.
SSD må ikke forveksles med Apples Fusion Drive, der er en kombination af en traditionel harddisk og en SSD disk. Den fås p.t. kun på nyere Mac modeller.
SSD harddisken er stadig dyrere end en traditionel harddisk, især når man måler prisen pr. GB. Og SSD'en har både fordele og ulemper. Hvis man f.eks. arbejder meget i skyen og primært har brug for hurtighed på nettet og en hurtig afvikling af programmer, så er SSD en forrygende mulighed for at få nyt liv i sin gamle Intel-baserede computer.
Jeg har selv fået installeret en SSD harddisk på en 4 år gammel iMac, og det har været min største computeroplevelse, siden jeg for mere end 30 år siden gik fra PC til Mac! Det foregik hos MacVision i Roskilde - og det var som at gå fra en Fiat til en ny Ferrari!
Hos iRepair kan man få en ny SSD harddisk på 256 GB for 2.200 kr. Hos MacVision kan man få en 250 GB SSD harddisk for 1.595. Ingen af dem annoncerer, hvilken SSD fabrikat de bruger, men hos MacVision fik jeg at vide, at var det en Samsung 840 EVO. Oplevelsen har været på positiv, at jeg nu har fået opdateret en anden af familiens iMac's med SSD harddisk i familiens anden iMac - også hos MacVision. De har begge gange vist sig meget servicevenlige og hurtige.
Du kan få et overblik over alle mulighederne hos de to konkurrenter på irepair.dk og macvision.dk

iEkspert, den landsdækkende kæde
iExpert dækker Jylland bedst, når det gælder reparationer af Apple produkter. De har to butikker i Århus, en i Herning, i Vejle, samt en butik i Fields i København. I Midtjylland tilbyder de oven i købet af afhente den for 150 kr! De reparerer både iPhones, iPads og alle typer Mac computere
Tre af deres forretninger kalder de Quick Rep - men hvad det begreb dækker i forhold til de to andre, der bare hedder iExpert, afsløres ikke på deres ellers udmærkede hjemmeside.
Hvis man famler lidt i blinde, kan en chat være et godt sted at starte. Det tilbyder iEkspert ikke. Til gengæld kan man ringe og få gratis support. Sender man sin telefon eller computer til dem, skal man starte med at udfylde en formular på deres hjemmeside. Det virker lidt omstændeligt.
Udskiftningen af en gammel harddisk til en 256 GB SSD harddisk koster hos dem 2.000 kr. altså lidt over 400 kr. mere end jeg betalte i MacVision. iEkspert oplyser heller ingen steder, hvad det er for et mærke, de sætter i iMac'en.
Du kan se og læse mere på iekspert.dk

iFixit
Har du mod på selv at foretage en reparation af et Apple produkt, skal du besøge ifixit's hjemmeside. Det er tidligere Apple entusiaster, der blev træt af Apple's politik og skabte et gør-det-selv koncept, der er blevet et forbillede i det meste af verden.
Apple er kendt for at løbende af ændre små ting i deres produkter for at gøre det sværere for andre at reparere dem. På den måde har det i mange år kun været dem selv og udvalgte partnere, der kunne foretage reparationer - og bestemme priserne. Det monopol blev for alvor brudt, da ifixit i 2003 så dagens lys.
ifixit sælger således ikke bare reservedele.  De sælger et reparationskit, der både indeholde reservedelen og det værktøj, man har brug for. Og så har de filmet alle reparationer og lagt dem ud som instruktionsvideoer på youtube.com.
Et reparationskit med nye front til en iPhone 5 koster 90 dollar - ca. 530 kr. Forsendelsen koster ca. 35 dollar, så den samlede pris bliver 745 kr.
Du kan se mere på deres yderst informative hjemmeside på ifixit.com

Konklusion
Der er mange flere Mac værksteder end jeg har skrevet om her, men et stort antal af dem kan kun håndtere et begrænset antal reparationer. Desuden har meget få af dem en prisliste på deres hjemmeside. Prisen for en værkstedstime ligger omkring 600 kr hos de fleste på dette marked.
Jeg vil anbefale at spørge til garantien på en reparation. Og hvad det er for reservedele, de bruger.
Gælder det en Mac computer, så kig efter, om de kan udskifte en harddisk med en SSD disk! Hvis de ikke kan det, tror jeg det er et værksted, der mangler økonomiske eller kompetencemæssige ressourcer.
En ny glasfront på en iPhone er en de dyreste mobilreparationer, man kan komme ud for. Og priserne ligger altså mellem 745 kr og 1.400 kr. Prisen på en ny iPhone 5C med 16 GB hukommelse er lidt over 4.000 kr., så det kan godt betale sig at forlænge den gamle models liv. Gælder det idskuftningen af en hard disk, kan jeg personligt anbefale at få udskiftet den gamle harddisk med en SSD harddisk. Kombineret med f.eks. en ekstern usb-harddisk har man taget sin Mac ind i en ny tidsalder!