Viser opslag med etiketten kaffepads. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaffepads. Vis alle opslag

Juli 2017

Hvad betaler du for kapsler til din Nespressomaskine? Og passer de altid i maskinen?

Vi er nok en del, der er faldet for Nespresso og har anskaffet os en af deres maskiner. Deres kapselsortiment er stort og de har en velfungerende webshop. Til gengæld er vi nok også mange, der har fundet ud af, at det ikke er en billig kop kaffe.
Det er en af grundene til, at Nespresso har fået hård konkurrence - f.eks. Netto og andre supermarkeder, der efterhånden har et pænt lille udvalg af kompatible kapsler. I gennemsnit koster de dér 2  - 2,50 kr. pr. kapsel. Og det er 1 kr. eller mere billigere end Nespresso's egne kapsler, der koster mellem 3 og 4 kr. pr. kapsel.
I Tyskland vil Nespresso nu begynde at sælger deres kapsler i supermarkeder. Det sker ikke i Danmark, siger Nespresso Norge, der har ansvaret for markedsføringen i Danmark. Men der er andre muligheder. På nettet kommer der nemlig stadig flere webshops, der sælger kompatible kapsler...... dvs. kompatible er så meget sagt, for både Nespresso og deres konkurrenter sælger kapsler, der varierer i størrelse. Og det kan give problemer, afhængig hvilken maskine du har.


Indtil for nyligt havde jeg kun erfaring med købe kompatible kapsler hos www.Realcoffee.dk - og deres kapsler passer ikke i vores ældste Nespressomaskine. RealCoffee lægger selv navn til kaffe og kapsler, og kvaliteten fejler ikke noget. Men når de skriver, at deres kapsler er 100% kompatible, er det altså en sandhed med modifikationer. De passer i hvert fald ikke i den ene af mine to Nespresso-maskiner.

Ny teknik, nye dimensioner - og bedre kvalitet
Jeg synes problemet med kapselstørrelsen er irriterende, så jeg har forhørt mig om årsagen til problemet.  I branchen siger de, at problemet skyldes Nespresso. De ændrer løbende på deres kapsler og maskiner - og man kunne fristes til at tro, at det er for at holde konkurrenterne stangen.
Men udviklingen kan også skyldes, at maskinproducenterne hele tiden optimerer teknikken, især penetrationen af kapslen. Der skal jo damp ind den ene vej og kaffe ud den anden vej, og da det har indflydelse på brygningen, er måden maskinen udfører penetrationen på, ikke ligegyldig. Og det er en proces, som Nespresso i høj grad har været involveret i.
Den tekniske udvikling af maskinerne er sket sideløbende med, at konkurrenterne har forbedret selve kapselkonstruktionen. Nespresso er de eneste, der bruger aluminium i kapslen. Og de har gjort det for at forsegle kaffen, så smagsstofferne ikke bliver iltet og dermed ødelægger kaffens kvalitet.
Fra start har konkurrenterne brugt forskellige former for plastik, fordi det er billigere. Men konstruktionen holdt ikke altid på kaffens kvaliteter. Derfor blev de kompatible kapsler fra start solgt i forseglede poser med 10-20 kapsler i hver. De er nemme at genkende, for på posen vil der så stå, at kapslerne bør opbevares i køleskabet, når man har åbnet posen. I dag er mange af de alternative producenter begyndt at lægge en ugiftig gasart ind i kapslerne, så kaffen er under tryk. Det bevarer aromastofferne i kaffen og giver samtidig et mere effektivt kaffebrygning i maskinen.
I praksis betyder det, at der i dag findes forskellige kapselstørrelser, og selv om forskellen er minimal, betyder det, at de mindste af kapslerne ikke passer i nogle Nespressomaskiner. Man kan forsøge at lirke en kapsel ned i maskinen - men nogle kapsler har så lille en diameter, at de simpelthen ryger ned i affaldsskuffen. Variationen i kapselstørrelsen findes ikke kun hos konkurrenterne. Nespressos egne kapsler varierer også i størrelsen. Jeg må i hvert fald konstatere, at den seneste sending Nespressokapsler ikke passer til min ældste maskine.
Nogle hævder, at kompatibel kapsler kan ødelægge en Nespressomaskine. Til det er at sige, at det er manglende afkalkning, der ødelægger en maskine. Ikke kapslen. Nogle af de første billige kopier kunne sætte sig fast, men trækker man maskinens penetreringsmekanisme tilbage med håndtaget, kan man med en finger altid presse kapslen ned i affaldsskuffen. Den slags kapsler har jeg dog ikke set de sidste par år!

Hvad er kapselprisen på nettet?
Prisen på Realcoffee's kapsler ligger omkring 2,50 - 3.25 kr pr. kapsel, men køber man 550 kapsler hos Realcoffee kommer stk-prisen helt ned på 1.80 kr. pr. kapsel. Men den pris kan mange af deres konkurrenter på nettet godt konkurrere med.
En af konkurrenterne er www.Kaffekapslen.dk. De har eksisteret siden 2011 og har efterhånden et stort udvalg af kapsler fra store italienske kaffehuse som LavAzza og Segafredo.
De har også kapsler fra et mærke, der hedder Café Réne. Det kender jeg ikke, men det ser ud til at være et rimelig populært mærke, for det optræder i sortimentet hos en stor del af de kaffe-webshops, jeg har været inde på.
Prisen på alle Cafe René og mærker som f.eks. Gimoka ligger omkring 1,50 kr. pr. kapsel - Og der er rabat, hvis man køber et større antal. Men de har også andre mærker - bl.a. Löfbergs, der er et af Sveriges største mærker - og så kommer prisen op på 3 kr. pr. kapsel.
Min tur gik videre til www.Kaffedeal.dk. Her er kapslesortimentet ikke særligt prangende. Ud over Cafe René ( til 1,50 kr. pr. kapsel) har de har kendte mærker som Cafe Noir (til 1,99 kr. pr. kapsel) og Gimoka (også til 1,50 kr. pr. kapsel.)
Så er der www.Kapselkongen.dk. De lever ikke helt op til deres navn, for udvalget forekommer mig relativt beskedent og traditionelt, d.v.s. kapsler fra Cafe Noir, Cafe René og Gimoka. Desuden kapsler fra den store hollandske kaffekoncern, Jacobs, der står bag mærkerne Gevalia og Cafe Noir. (Jacobs koster 2 kr. pr. kapsel.)
En af de mere interessante kaffebutikker på nettet er i mine øjne www.KaffeTilbud.dk. De hævder, de har Nordens største sortiment. Det er nok rigtigt, når man tæller deres almindelig kaffebønner med. Men når det gælder kapsler alene, virker sortimentet ikke overvældende større end konkurrenternes. Til gengæld forekommer det mig lidt mere interessant. Det omfatter bl.a Pelican Rouge, et belgisk mærke med 150 år på bagen, det lille italienske mærke Celeste d'Ore og det store hollandske kaffehus Douwe Egberts. Tilsammen byder de tre mærker på et utal af varianter og på sin hjemmeside formår KaffeTilbud at give en ret præcis beskrivelse af smagen i de forskellige kaffetyper. Det skal de have stor ros for. Det savner man nemlig hos flere af konkurrenterne.
Prismæssigt ligger KaffeTilbuds kapsler på et meget overkommeligt niveau. De koster mellem 1,75 og 2.50 kr. pr. kapsel, afhængig af type og hvor mange kapsler man køber ad gangen. Bestiller man pakninger med flere kapsler, kommer stk-prisen længere ned.
Kaffetilbud.dk sælger også Scanpart afkalker og det er interessant, for Nespresso har ikke længere en afkalker til Nespressomaskinerne i sit sortiment. Det havde de tidligere, og det kostede omkring 100 kr. for afkalker til to maskiner. Også på det punkt var de dyrest.
Kaffetilbud.dk har en flaske med 250 ml. til blot 40 kr. Det er nok til at afkalke en Nespressomaskine fem gange. Til sammenligning sælger Realcoffee.dk 250 ml. afkalker for 79 kr. for 250 ml. Det rækker til to afkalkninger.
Så 40 kr for fem afkalkninger hos Kaffetilbud.dk er p.t. det absolut bedste tilbud på nettet.
Der er altså nok at smage på, hvis man handler på nettet. Eneste minus er, at antallet af decaf-versioner er begrænset. Her har Nespresso det største udvalg.

Køb kapslerne i Tyskland
Nu er nettet er ikke det eneste sted at få billige Nespresso-venlige kapsler. Men man skal ned over den tyske grænse for at finde den laveste pris. Og nogle vil sikkert rynke på næsen, når jeg siger, at Aldi er et interessant sted at købe kapsler. Aldi har jo ikke et alt for godt navn i Danmark, men i Tyskland er det en helt anden sag.


Aldi er så stor, at de har deres eget kaffemærke, når det gælder hele bønner og kapsler: Moreno. Det sælger de gennem 4.500 Aldi forretninger i Vesteuropa, og de er således et af største kaffefirmaer med egne risterier flere steder i Tyskland
Jeg har prøvet flere af deres kapsler og kvaliteten er absolut godkendt. Prisen? Ja, 16 kapsler i en pose koster 2,79 € hvilket betyder, at én kapsel koster ca. 1,25 kr. Det kan man ikke få meget kapsel for i Danmark. Moreno kapslerne er af den type, der skal opbevares på køl, når man har åbnet emballagen. De har heller ikke en koffeinfri version i deres sortiment. Til gengæld passer kapslerne både til nye og gamle maskiner.
Moreno fås også i de danske Aldi butikker. Men de kan heller ikke være med i konkurrencen med de tyske Aldi priser. Det skyldes, at der kun er 7% moms på fødevarer i Tyskland.
Det er svært at anmelde kaffe, for det er i sidste ende et spørgsmål om smag og behag. Og på det område er vi jo forskellige. De forskellige mærker har hver deres måde at karakterisere kaffens styrke på, men generelt gælder det, at jo flere "styrkesymboler" de enkelte kapsler har, jo stærkere er de. Butikkerne forsøger også efter bedste evne på nettet at beskrive, hvor cremet de er.
For at finde netop din smag, er du i sidste ende nødt til at prøve dig frem, både når det gælder styrke og cremethed. Og i flere webbutikker kan man købe et sortiment med flere forskellige typer kaffe i, så
man kan prøve sig frem, uden at det koster en formue. Det gælder f.eks. KaffeTilbud.dk.
Hvis man vil læse mere om smag, har jeg fundet en anmeldelse fra 2015 i Gastromand. Klik her, hvis du vil læse den. Det er dels en anmeldelse af Nespressoprincippet, dels en vurdering af tre forskellige kapselmærker.