Viser opslag med etiketten hammerslag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hammerslag. Vis alle opslag

Januar 2016

Lover Lauritz.com mere, end de kan holde eller er designikoner blevet mindre populære?

Jeg har handlet flere gange på Lauritz.com. Helt aktuelt leder jeg efter en ny skrivebordsstol, og den søgeproces har givet mig lidt at tænke over. For interessen for de store designikoner er faldet - eller også er priserne bare røget gennem loftet.
For når vi taler designmøbler, er det p.t. over halvdelen af klassikerne, der slet ikke bliver budt på! Så lige nu kan der være mulighed for at gøre et godt køb. Men også kun "kan være". Man skal i hvert fald se sig for.

Hvor meget skal en Charles Eames stol koste?
Når det gælder Eames-modeller, er det især EA 108 og 217, der er til salg på Lauritz.com.
En EA 117 i sort læder - som du kan se på billedet til venstre - vurderer Lauritz.com til 13-17.000 med et startbud på 11-12.000 kr. Den har fem ben med hjul, drejefunktion samt vippe- og højderegulering. Vurderingen ser ud til at være lidt højere på Sjælland end i Jylland. Desuden spiller stolens stand naturligvis også en rolle.
Samme stol fås også med stof på en såkaldt firpasfod og drejefunktion - ingen hjul, vippe- eller højderegulering. Den hedder EA-108. Her lyder vurderingerne på 10.00 kr. og et startbud på 5.000 kr.,
Modellen fås også med stof og købes af private som spisebordsstol. Den kan man på Lauritz.com finde samlet i grupper på 4, 6 og 8 stole - og der kan være lidt rabat at hente, hvis man har brug for så mange af stolene. Jo flere stole i ét auktionsnummer, jo lavere vurdering. Lauritz.com vurderer p.t. fire EA-108 modeller med stof og minimale brugsspor til 25-30.000 kr. med et startbud på 19-20.000 kr. Men de når meget, meget sjældent den vurdering - hvis de overhovedet bliver solgt.
Charles Eames har også skabt en mere blød udgave af sin skrivebordstol. - stolen på billedet til højre.
Så hedder den EA 217. Vurderingsmæssigt placerer Lauritz.com den i samme prisklasse som EA 117 - hvilket vil sige vurderingspriser på 15-17.000 kr med en udbudspris på 12-13.000.
Også den findes med firpasfod uden hjul og reguleringsmuligheder. Den vurderes typisk til 8.000 kr.
Det var priserne. Men hvad med hammerslagene?

Interessen er dalende
Fælles for næsten alle Eames modeller er, at det p.t. er et mindre antal, der opnår et hammerslag - det varierer, men når jeg talte dem op, var det ikke mere end 25-30%. Resten kommer det simpelthen ingen bud på!

Det kan være interessen, der er dalende. Men det kan jo også være vurderingen og startbudene, der er noget galt med.
Noget tyder i hvert fald på, at Lauritz.com forsøger at finde ud af, hvordan de kan vække dét salg til live. Stolen her til venstre er iflg. Lauritz.com en blanding af EA-108 og EA-117. Den er beklædt med stof og ud over drejefunktion skulle den have både højdeindstilling og vippefunktion. De to sidste ting er ikke normalt for en EA-108, og på billedet mangler stolen også de håndtag, man bruger til de indstillinger. Desuden har den også nogle usædvanlige hjul.
Hvad det præcist er for en stol, må derfor stå hen i det uvisse - indtil den har fundet sin ejermand. Lauritz.com vurderer den til 8.500, hvilket er i den lave ende. Og så starbudet 300 kr. Langt de fleste Eames modeller bliver lagt ud med en højere startbud. Og mange af dem får slet ikke nogen bud.
Auktionen af stolen til højre startede mandag den 4. januar omkring kl. 14, og der er i skrivende stund kommet over 60 bud. Højeste bud er 3.400 kr. Og der er flere dage tilbage af auktionen, for den slutter for den 11. januar.
Du kan følge auktionen her.

Hvad med de danske klassikere?
Arne Jacobsen var jo en meget produktiv herre. De mest populære fra den berømte arkitekts hånd er stolene Syveren og Myren - og det er især de sort- og hvidmalede versioner, der er salg i.

Myren er en meget populær stol på Lauritz.com. 
De fire på dette billede er nyrenoveret og blev vurderet til 3.000 kr.  

Myren kan der være rift om. De fire nyrenoverede stole på billedet blev udbudt af Lauritz.com den 4. januar til en vurdering på 3.000 - en stk-pris på 750 kr - og et startbud på 300. kr. Efter bare to døgn var budene nået op over vurderingen, nemlig 3.500 kr. Og auktionen slutter først den 11. januar!

Disse seks Myren-stole blev vurderet til 10.500 kr. De var også nyrenoveret.

Men prissætningen hos Lauritz.com kan være vanskelig at regne ud. Billedet ovenover viser seks renoverede Myrenstole, der blev vurderet til 10.500 kr - en stk-pris på 1.300 kr.  Startbudet var sat til 8.000 kr. Der kom også kun ét bud, så de seks stole fik altså hammerslag ved 8.000 kr.

Seks Syver stole i formspændt ahorn vurderet til 10.000 kr.

De seks Syver stole på billedet ovenover blev vurderet til 10.000 kr. med et startbud på 7.200 kr. Auktionen sluttede i dag (den 8. januar) kl. 11.18 uden at der var kommet et eneste bud! Og de havde ligger på nettet en uges tid. Stolene havde brugsmærker, men så ud til at være i god stand.
Hvorfor blev der slet ikke budt på dem? Var den den forkerte træsort, for høj vurdering, for højt startbud, der forkerte tidspunkt eller .......
Når det gælder Arne Jacobsen skrivebordstole, er der reelt kun to modeller at vælge imellem: Oxford, som til gengæld findes med og uden armlæn, med og uden hjul og med høj og høj ryg. Og så er der model 3107, der populært sagt er en Syver på hjul.
Syveren blev i starten produceret med fire hjul og senere fem hjul - med og uden armlæn. Med fire hjul er det altså en ældre model, og så lyder vurderingen på Lauritz.com på ca. 8.000 kr. og startbud på 300 kr.
Er stolen på fem hjul, er det en nyere model. Det er ofte stole, der er ombetrukket med læder, og så kommer vurderingen op på 11-14.000 kr. med et startbud på 8-9.000 kr. Når pris og startbud ligger i det prisleje, falder antallet af bud betragteligt.
Stolen på billedet til venstre har været til salg i ca. fire dage, når jeg skriver denne artikel. Den er vurderet til 12.000 og et startbud skal lyde på 9.000 kr. Auktionen slutter 8. januar og der har i skrivende stund ikke været et eneste bud.
Jeg har set flere auktioner med den model, hvor auktionen slutter uden et eneste bud. Lidt mærkeligt, for jeg synes den er et smukt eksempel på dansk design.
Der har de seneste måneder været en del Syver-stole, der er har fået nyt læderbetræk. Jeg tror, det er møbelpolstre, der køber 3107'ere op, ombetrækker dem og derfor forlanger en minimumspris, i dette tilfælde 9.000 kr. Men den pris er åbenbart ikke særlig tiltrækkende.

Konklusion:
Jeg har et stykke tid fulgt auktionerne i Lauritz-kategorierne Kontormøbler og Stole, og jeg er nået til den konklusion, at salget af kendte designmøbler af bl.a. Charles Eames og Arne Jacobsen nok er gået ned af to grunde:
1: For høj vurdering. Det hører til sjældenhederne, at de sidste bud når op på eller over vurderingsprisen.
2: For højt startbud. Det ser ud til at holde mange potentielle købere væk. Så snart priserne starter ved 300 kr., strømmer budene som regel ind. Og umiddelbart tyder noget på, at hammerslaget bliver lavere, når startbudet er sat ved de 300 kr.
Når man følger auktionerne, er det tydeligt, at mange købere lægger et max-bud ind. Det er dem, der er vant til at handle på Lauritz.com. Og som har besluttet, hvad deres max-bud på en varer er. Du kan læse om max-bud her. 
De erfarne auktionskøber har i øvrigt det princip, at de først byder i sidste øjeblik. Jo tidligere man starter, jo mere er man selv med til at hæve det endelige hammerslag. Og en Lauritz.com auktion løber normalt i en uge. Er du interesseret i at byde på noget, kan det altså være en fordel først at byde for alvor, når der er 5-10 minutter tilbage af auktionen.
Mine råd er: Følg den type stol du er interesseret i, indtil du finder den rigtige stol, følg den men vent med at byde til sidste øjeblik - og ha' på forhånd besluttet, hvor din smertegrænse er. Man bliver nemt revet med af stemningen og dramaet på en netauktion, og så risikere man med at byde slutprisen op på et niveau, der er for højt. Jeg taler af erfaring! Husk i øvrigt, at hammerslagsprisen skal tillægges gebyr samt et salær på 20% af hammerslaget.
God fornøjelse - og god jagt.