Viser opslag med etiketten grænsehandel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grænsehandel. Vis alle opslag

November 2015/rev. august 2016

Kontant eller på kort, når du handler i grænsebutikkerne?

Et stigende antal tyske supermarkeder ved grænsen har indført Dankort-betaling. Det skyldes naturligvis et stigende antal danske kunder, der ikke kun vil nøjes med de traditionelle grænsebutikker.
I en lille by som Süderlügum, der ligger 2 km syd for Tønder, ligger der 10 grænsebutikker og supermarkeder indenfor 1 km. Så konkurrencen er hård. Både når det gælder priser, udvalg og nu også betaling: Fleggaard, Calle, Priis, Købmandsgården, Nielsens Discount, samt de mere traditionelle supermarkeder Lidl, Aldi, Aldi og Zentralmarkt (Edeka). Endelig har Fakta åbnet en grænsebutik - og den fungerer både som grænsebutik og et supermarked.
Skal du købe øl eller vand på dåse, skal du udfylde en eksporterklæring i forretningen, hvis du vil undgå pant. Den har flere af butikkerne lagt ud på deres hjemmesider, så du kan udfylde og printe den ud hjemmefra: F.eks. http://www.fakta.eu/eksport-erklaering-til-graensehandel/

Du betaler gebyrer for kortbetaling i Tyskland
I Danmark er vi ikke vant til at betale omkostninger, når vi bruger vores Dankort i forretninger. Sådan er det ikke i Tyskland. Her får du lov til at betale de omkostninger, der er forbundet med et kortkøb.


Det kan godt blive til lidt penge. Du bliver opkrævet 1,2% af beløbet, når du betaler med Dankort. Og 2,6%, hvis det er kreditkort som f.eks. MasterCard.
I dag tager både grænsebutikkerne og de tyske supermarkeder i Süderlügum i dag Dankort. Og f.eks. Aldi og Lidl i Süderlügum tager de ikke gebyr, når man betaler med sit Dankort.

Hvad med kontanter? 
Kan det betale sig at veksle til euro, inden man drager til Tyskland? Nej, det kan det ikke - i hvert fald ikke med den vekselkurs, grænsebutikkerne og supermarkederne bruger p.t. De fastsætter nemlig deres danske priser ud fra en vekselkurs, der hedder 7,45. Men veksler du kroner til euro i en dansk bank, sker det til en kurs på 7,59. Dertil kommer et evt. gebyr til din bank.
Det er altså 14 kr. dyrere at betale i euro end i danske kroner, hver gang du køber for 100 euro.
Køber du stort ind til en konfirmation og rund fødselsdag, er der flere hundrede kroner at spare, hvis du har danske kroner med i kontanter. Så slipper du både kortgebyr og bankens dårlige vekselkurs.
Man skal dog være klar over, at man enkelte steder, f.eks. i den tyske Aldi, får man tilbage i euro, hvis man ikke har lige penge i danske kroner.
Mange vælger også at spise et måltid mad i en tysk restaurant eller gasthof, når de nu alligevel er taget over grænsen. Her skal man ikke altid regne med at kunne betale i danske kroner. Man kan heller ikke regne med at betale med et Dankort - med mindre det altså også er et Visakort.
God tur.

Maj 2015

Guide til grænsebutikkerne nær 
Tønder og Møgeltønder

Der er efterhånden en mindre skov af grænsebutikker og almindelig tyske supermarkeder at vælge imellem, hvis du skal til det sydvestlige hjørne af Danmark.
Der er to steder at handle - Avntoft, der ligger tættest på Møgeltønder og Süderlügum, der er tættest på Tønder. I begge tilfælde er der dog mindre end 10 km til de tyske forretninger, så besøger man det sydvestlige Sønderjylland, er begge byer indenfor behagelig rækkevidde, især hvis man vil handle dagligvarer til tyske priser (f.eks. er den tyske moms er kun 7%).

Du kan nemt lave din egen ruteplan med Google Map. Bare klik her.

Det er ikke alle butikkerne i de to byer, der er markeret på Googles kort. Og for at gøre det mere operationelt for besøgende, har jeg valgt at udarbejde en linkliste, så du nemt kan komme ind på forretningernes hjemmesider og aktuelle tilbudsaviser.

Planlæg din tur via butikkernes hjemmesider
De fleste af butikkerne har en tilbudsavis. Eller har priser på det meste af deres sortiment på deres hjemmeside.
Fleggaard og Calle er nok de mest kendte grænsebutikker. De har forretninger i både Avntoft og Süderlügum. Den største af Fleggard's forretninger ligger i Süderlügum, mens Calle's to forretninger er nogenlunde lige store.
Du finder Calle's hjemmeside ved at klikke her. Og Fleggaard's ved at klikke her.
I begge byer finder du også Fakta butikker. En del af deres udvalg kan du også få i deres danske forretninger, men de har også en del varer, der kun handles her. Og det gælder ikke kun deres udvalg af øl, vin og spiritus.
Du finder tysk Fakta's tilbudsavis ved at klikke her.
Endelig er der den nyere kæde Priis. De har også en butik i begge byer. Og du finder deres tilbudsavis her.
Süderlügum er den største af de to byer, og her finder du også en række andre grænsebutikker, der måske er mindre kendte. Den ældste af dem er nok Købmandsgården, hvis hjemmeside du finder her.  Endelig er der Nielsen Discount, hvis tilbudsavis du finder her.

Almindelige tyske supermarkeder er også et besøg værd
Der findes også en række almindelige supermarkeder i Süderlügum, og de har vokset sig store i løbet af de sidste 10 år, takket være danske, svenske og norske turister.
Det ældste af dem er Zentralmarkt, der både har egen bager og slagter, ligesom de har områdets største udvalg af oste. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at det kun er tysk produceret ost, der er afgørende billigere end oste fra andre lande. Kig efter oste som Wilstermarschkäse og Tilsitter, der smager lidt i retning af danske oste som Maribo og Havarti!
Du finder Zentralmart's hjemmeside her.
Endelig er der de to store tyske kæder Lidl og Sky. De ligger tæt på hinanden og har samme parkeringsplads. Lidl er nok det største supermarked i byen, mens Sky efterhånden har fået lidt mere karakter af en grænsebutik..... hvilket betyder, at de har et stort udvalg af især spiritus og slik.
Du finder Lidl's hjemmeside ved at klikke her. Og Sky's ved at klikke her.
I Süderlügum finder du også andre butikker, f.eks. optikere, skobutikker og et stort havecenter. Så afhængig af, hvor langt du har hjem, er der rige muligheder for at spare nogle penge.

Læg vejen forbi Møgeltønder
Oven på de trættende indkøb vil mange sikkert følge sig fristet til en kop kaffe og en kage. Men tyske kager er langt fra det, vi kender i Danmark. Og hvis Man endelig vil slappe af og se noget andet, er der tre steder at anbefale i Møgeltønder.

I den ene ende har vi Slotskroen, der ligger tæt på slottet. De trækker mange gæster til p.g.a. deres kendte køkken. Restauranten har udendørs servering på begge sider af den smukke gamle bygning. Og de serverer både frokost, kaffe og kage samt aftenmenuer.

Længere ned ad gaden ligger der to cafeer lige overfor hinanden. Der er først Cafe Slotsgaden, som egentlig er en stor antik forretning med loppefund og andet godt. De er især kendt for at have et stort udvalg i svenske møbler, bl.a. slagbænke, som de selv køber op i Sverige. Stedet er en gennemrenoveret 4-længet gård, hvor lader og stalde er indrettet som forretning. Der er tre pladser med udendørsservering og derfor altid mulighed for at finde læ. Ellers man kan sidde indenfor og spise hjemmeladede kager, frokost eller en aftensmåltid - på stole og borde, man kan købe med hjem! De har også en omfattende netbutik, hvor de leverer til hele Danmark, læs mere på www.slotsgaden.dk

Endelig er der Mormors Lille Cafe, som samtidig er galleri for indehaveren, der er en af landets fornemste naivistiske malere. Cafe har både ude- og indendørs servering. Mormor er berømt for flere af sine kager, f.eks. den hjemmegjorde kiksekage! Vil man have et indtryk af stedet og atmosfæren, har jeg fundet en lille gæsteanmeldelse af cafeen - læs den her.
Der er altså flere muligheder for både at spare penge på lidt grænsehandel og nyde nogle af Møgeltønders fristelser.

Maj 2013/opdateret juli 2015

Stadig mange penge at spare på grænsehandlen

Selv om Danmark har slækket på nogle af punktafgifterne, så bl.a. øl og sodavand er blevet billigere i Danmark, fortsætter kampen om kunderne i grænselandet. For der er stadig penge at spare for en presset dansk husholdning.
I denne anmeldelse giver vi dig nogle fingerpeg om de bedste steder at handle - inkl. en masse direkte links, så du kan finde ud af, hvor det på dagen er mest hensigtsmæssigt for dig at handle.

De traditionelle grænsebutikker
De to største grænsebutikker er Fleggaard og Calle, men de har fået to ny konkurrenter, som ser ud til at være kommet godt fra land: Fakta og Priis! Coop og Priis har begge åbnet to butikker, i henholdsvis Avntofte, og Süderlügum. Der er skilte både mod Avntofte og Süderlügum, når du kører sydpå fra Tønder.
Selv om både Fleggaard og Calle gennem det seneste år har skruet betydeligt op for antallet af kolonialvarer på hylderne, tyder det på, at Fakta forsøger at slå dem på det punkt. Især butikken i Süderlügum er kollosal. Til gengæld har både Calle og især Fleggaard nok et lidt større udvalg end Fakta, når det gælder sortimentet af øl, vin og spiritus. I Calle finder man f.eks. et bredere udvalg af svenske øl end Fakta eller Fleggaard. Og stærke svenske øl udkonkurrerer efter min mening de danske på smagen! Priis har et lidt mindre udvalg men annoncerer til gengæld med at have de bedste priser.

Nemt at sammenligne Fakta's priser
Fakta i Süderlügum har næsten lige så stort et udvalg af grøntsager i sine tyske butikker som i sine danske butikker. Priserne er mellem 20 - 30% lavere end priserne på grøntsager i de danske Fakta butikker.
I sine tilbudsaviser skal den tyske Fakta have ros for at opgive, hvad prisen på de samme varer er i en dansk Faktabutik. På den måde er det nemt at se den konkrete forskel. Men de har mange produkter, du ikke finder i den danske Fakta, så det er langt fra alle ting, du kan sammenligne priser på.
Der er også penge at spare på mælkeprodukter, så det kan være relevant at tage en køletaske med hjemmefra. Eller flere......
  
Flere tyske varer
I  Fleggaard og Calle er langt de fleste kolonialvarer danske. Man ser dog også et stigende antal tyske mærker, vi ikke kender i Danmark. Det samme er tilfældet i Fakta. Tyske produkter er lige så gode som danske. Og som regel også billigere. En tysk Emmentaler koster i Danmark ca. 57 kr. pr. kilo. I tysk Fakta endnu lavere.
Tager man i et almindelig tysk supermarked - f.eks. Edeka, der har en stor butik i Süderlügum under navnet Zentralmarkt - er priserne på kolonialvarer lidt højere end i grænsebutikkerne. Men udvalget er naturligvis også større, fordi det også er et traditionelt supermarked. Her koster økologisk hvedemel ca. 10 kr. kg.  I Danmark betaler vi mere end det dobbelte for økologisk mel! De har en rigtig slagterafdeling, hvor priserne er lavere end i Danmark. Det gælder dog ikke økologisk kød, der er lige så dyrt som i Danmark.
Der findes også store Lidl og Aldi forretninger i Süderlügum. De er mere velordnede end vi ser i Danmark - især Aldi - og du finder en lang række produkter, der er billigere end i Danmark, i nogle tilfælde også bedre! Aldi har f.eks. en røget laks, der er af en bedre kvalitet end den, vi generelt ser i Danmark. Og billigere.....
Det korte og det lange er, at der stadig er penge at tjene ved at handle på den anden side af grænsen. At teksten på emballagen i nogle tilfælde er tysk synes jeg er til at leve med, når man kan spare op til 50% på sit madbudget!

Gode links inden du besøger grænsebutikkerne
Fakta har to forretninger i Tyskland, der ligger under 5 km fra Tønde rog Møgeltønder. Du finder deres aktuelle tilbud i på:
Fakta.eu/
Priserne på ugens tilbud i Calle finder du på:
Calle.dk/
Fleggaard er nok den største af alle grænsebutikkerne og har samtidig en omfattende online-shop. Du finder indgangen til det hele på:
Fleggaard.dk/
Vil du snuse til de almindelige tyske supermarkeder, er Edeka nok den bedste mulighed. Du finder deres danske tilbudsavis på:
Zentralmarkt.dk/
Tilbudene i Priis - der bryster sig af at have de billigste grænsestilbud - finder du på:
priis.dk
Vil du afprøve den tyske udgave af Aldi - som ikke rigtig kan sammenlignes med den noget rodede udgave, vi kender i Danmark - er de også et besøg værd. De kan også en hjemmeside, hvor du kan se deres aktuelle udbud. Men den findes ikke på dansk. Kig mere her:
aldi.de/
Endelig er der Lidl, som er det næststørste supermarked i Süderlügum. Deres hjemmeside er meget omfangsrig, så den kræver lidt hjemmearbejde:
Lidl.de/
Der er andre og mindre grænsebutikker og supermarkeder, især i Süderlügum. De er nemme at finde, for når man kører man fra Tønder over grænsen mod Süderlügum, ligger de som perler på en snor, blot en kilometer ind i Tyskland.

Sønderjyllands største by ligger i Tyskland
Flensborg - eller Flensborre som byen hedder på sønderjysk - har næsten 90.000 indbyggere, hvoraf
en femtedel er dansksindede. Mange flere har gået i en dansk skole, og defor taler mange af byens indbyggere dansk. Flensborg har gennem historien været en vigtig handelsby. Den var dansk frem til 1864, og ved afstemningen i 1920 regnede mange med, den kom tilbage til Danmark. Det gjorde den overraskende nok ikke. Den har været en del af Tyskland lige siden. Men dansksindede nyder stor respekt i byen - der i øvrigt p.t. har en dansk borgmester. De har også et af verdens bedste håndhold, hvor danske spillere har været bærende kræfter i mange år.
Det er en rigtig god shoppingby, og man kommer hurtigst til den, hvis man kører ud af Tønder mod Sæd, og drejer til venstre lige inden man kører ind kommer til Süderlügum. Der er skilte hele vejen. Byen, der ligger smukt ned til Flensborg Fjord, har en lang gågade med et utal af forretninger, indkøbscentre, restauranter og cafe. Der er mange parkeringshuse, og det koster ca. 1 € for 45 minutter. I Karstad's parkeringshus får man betalt en del af parkeringen, hvis man handler i forretningen. Der findes også gratis parkeringspladser i byen, men så skal du længere væk fra havnen og gågaden.
Du kan finde parkeringspladser og forretningen på dette Flensborg bykort her
Der er lidt mere end en halv times kørsel fra Tønder, når man vælger den tyske rute. Vil man udforske Flensborg lidt mere, skal man besøge Rote Strasse, der har en række særdeles hyggelige baggårde, hvor der både er spændende forretninger, restauranter og cafeer.
Vil man opleve, hvordan den tyske detailhandel fejre julen, er Flensborg en nærliggende kandidat. Byens lange gågade er nærmest én lang "udendørsrestaurant."
Læs mere om byen her:
Flensborg.de
God fornøjelse.