Viser opslag med etiketten Mobilpriser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mobilpriser. Vis alle opslag

Februar 2017

Hvor meget mobilabonnement har du egentlig brug for?

Foto fra Politikens artikel - måske skal byens fortorve i fremtiden indrettes som her!
Politiken havde i maj sidste år en interessant artikel om en type ulykker, vi før i tiden var forskånet for. Ulykker der sker, fordi vi går, mens vi har blikket stift rettet på mobilen, fordi vi sms'er, læser den seneste mail, Facetimer med en ven osv. og derved risikerer at støde ind i en lysmast, træde forkert ved kantstenen eller det, der er værre. (Læs hele artiklen her!)
Nu hører jeg til den ældre generation, og jeg kan som oftest vente med at tjekke beskeder eller mails. Hvis det er vigtigt, ringer folk vel, tænker jeg.
Denne besættelse af mobiltelefonen afspejler sig i de abonnementer, vi tegner. Jo mere vi bruger mobilen, jo større abonnement tegner vi.
En pakke hos f.eks. Plenti til 119 kr. må ellers siges at være overkommelig, når alt (minus et gebyr for kortet) er med i den pris. Men vores adfærd er bestemt af vores vaner, har jeg fundet ud af. Og dermed også vores brug af smartphonen.
Vi har to huse, og i det ene er mobildækningen særdeles dårlig. Derfor er min kone og jeg nødt til at supplere vores mobilabonnementer med IP-telefoni. Og TDC har været meget rimelig, da jeg forhandlede en samlet pris på vores internetabonnementer...... for det skal man altid forsøge. Alle telefonselskaber er i princippet til at tale med.
Jeg vidste ikke helt selv, hvor meget jeg egentlig brugte min iPhone, for den slags regninger har det med at forsvinde i det store husholdningsbudget. Men da jeg i vores årlige redigering af vores budget så, at min kone brugte under 400 kr. om året på sit mobilabonnement, var jeg overrasket over det lave tal. Det viser sig, at hun bruger sin iPad til alt på nettet - og kun når vi er et sted med gratis WiFi - og at kun gør samtalerne på sin mobil korte. De 400 kr. betaler hun således efter forbrug.
Jeg havde et mobilabonnement, der koster et par hundrede om måneden, men ved at kortlægge og ændre mine mobilvaner, fandt jeg ud af, at jeg kunne gøre som hende: At betale efter forbrug.
Efter at have tjekket udbydernes priser, fandt jeg ud af, at OK Mobil har et basisabonnement, der passer til mit forbrug. Jeg betaler 59 øre pr. minut, 8 øre pr. sms, 1 kr. for en mms, og 49 øre pr. MB. data. Jeg bruger min stationære og bærbare computere til over 95% af alle mails, søgninger på nettet osv. Og det har reduceret min årlige mobilregning til under 600 kr.
I alt har vi på årsbasis sparet flere tusinde kroner ved at tænke os om i stedet for at lade mobilen være en forlængelse af vores hænder..... og hjerne! Og vi har helt undgået at komme til skade, mens vi taler i telefon!

OK Mobil har imidlertid et nyt tilbud, som jeg nu vil overveje: 5 timers tale, 1 GB data, gratis sms og mms til 69 kr. pr. måned. Taler man mere end 5 timer, koster det 49 øre pr. minut. Det abonnement hører vist til i den absolut billigste ende af mobilabonnementer. P.t. prøver jeg at finde ud af, hvor mange sms'er og hvor mange samtaler jeg egentlig har om måneden på mobilen. På den anden side er jeg bange for, at min mobil-diciplin hurtig går fløjten, hvis jeg siger farvel til det forbrugsstyrede abonnement.
Men en ting kan jeg slå fast: det hele starter med at analysere sine telefon- og it vaner. Hvis man bare vælger et abonnement med en fast månedlig ydelse, fordi man tror det passe til ens forbrug, risikerer man at betale for noget, man slet ikke har brug for.

9. marts. 2011

Har du talt med dit mobilselskab for nyligt?

Ellers var det måske en god ide at ringe og fortælle, at du overvejer at flytte dit mobilabonnement. Det siger Martin Salamon fra Forbrugerrådet. Noget tyder nemlig på, at mange så får et tilbud, der gør deres mobilabonnement billigere.
Det er priskrigen, der får selskaberne til at gå langt for at beholde kunderne. Tre ud af de fire største selskaber viser sig at have et godt tilbud oppe i ærmet, hvis man ringer og "truer" dem lidt.
Det er TV2, der har gjort de erfaringer efter en rundringning til de fire største selskaber. Hos selskabet 3 kan man faktisk risikere at få et abonnementstilbud, der slet ikke findes på deres hjemmeside. Dermed sættes alle de prisanalyser, som er lavet, ud af kraft. Du er altså nødt til at sammenligne "lavprisselskabernes" tilbud med det resultatet, du kan få ud af at forhandle med din nuværende operatør.
Du kan læse mere på TV2's hjemmeside. Bare klik her.

25. februar 2011

Dit mobil-abonnement er sikkert for dyrt

Mon ikke de fleste af os har et abonnement hos en af de mange udbydere af mobiltelefoni.
Men den nyeste analyse i Penge og Privatøkonomi (nr. 3. marts 2011) tyder på, at mange nok har et abonnement, der er for dyrt i forhold til deres forbrug.

Hvad stort er dit forbrug?
Danskernes gennemsnitlige månedlige forbrug ligger på 135 minutters samtale, 162 sms'er, en enkelt billedbesked og 55 MB data til at surfe. Hvis du kan klare dig med et forbrug i den boldgade, behøver det ikke koste mere end 82 kr. om måneden. Hvis du betaler mere, har du enten det forkerte selskab eller det forkerte abonnement.

Betalt efter forbrug
Mange vælger et abonnement med en fast pris, som de tror passer til deres forbrug. Men Penge og Privatøkonomi har regnet ud, at det for langt de fleste kan betale sig at betale efter forbrug. Selv hvis dit forbrug er større end gennemsnittet, er der penge at spare, hvis du betaler efter forbrug. Et forbrug fire gange større end gennemsnittet behøver ikke koste mere end 327 kr. Og man betaler typisk en fast pris på 6-700 kr for om måneden, hvis du er kunde hos en af de store udbydere. Det kan altså betale sig at shoppe lidt rundt.

De små er billigst
Det er de små udbydere som f.eks. CBB og BiBob, der er billigst, når du vil betale efter forbrug. Blandt dem er et helt nyt selskab, jeg ikke havde hørt om før: NanoMobil. Det er et datterselskab af CBB mobil. Her er prisen 59 øre pr. påbegyndt minut, mens alle sms'er er gratis. Og det gør NanoMobil til vinder i Penge og Privatøkonomis analyse.


BiBob kommer ind på anden pladsen. Her er prisen 1 øre pr. sekund, mens sms'er koster 8 øre pr. stk.
Penge og Privatøkonomi har ikke inkluderet Onfone i deres test, men den agressive udbyder er muligvis en overvejelse værd. Minutprisen er 50 øre, og sms'erne koster 15 øre pr. stk.
Til sammenligning er de tilsvarende priser hos TDC 69 øre pr. minut, 25 øre pr. sms - og så den store afgørende forskel: 35 øre i opkaldsafgift. Hverken Nanomobil, BiBob eller Onfone beregner sig en opkaldsafgift. Hos dem betaler du, hvad du får.
Når NanoMobil skiller sig ud som den billigste i denne undersøgelse, skyldes det også en mere fordelagtig måde at beregne dit dataforbrug på. Det kan du læse mere om, hvis du går ind på Penge og Privatøkonomis hjemmeside og læser hele artiklen. Bare klik her.
Hele mobilmarkedet er i øvrigt præget af den indbyrdes konkurrence, og deres priser ændrer sig løbende. Derfor er det en god ide at holde sig ajour med priserne. Det er der mulighed for på telepriser.dk