Viser opslag med etiketten El-Giganten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten El-Giganten. Vis alle opslag

1. januar 2011

El-Gigantens leveringspolitik i søgelyset

Jeg har i tidligere indlæg her på bloggen beskæftiget mig med El-Giganten, fordi deres priser har vist sig at være gunstige. Men en artikel i Politiken i dag har belært mig om, at man skal ned og læse det, der står med småt. Meget småt!
Politikens artikel handler om penge - vel at mærke de penge vi mister, fordi vi skal vente på håndværkere og varer vi har bestilt over nettet. Det er specielt TDC og El-Giganten, der må holde for. De udmærker sig nemlig ved at være dem, som kunderne må vente længst tid på.
El-Giganten har rekorden, fordi man bliver bedt om at være hjemme mellem kl. 8 og kl. 17, når de skal aflevere en vare. Vil man have skåret den ventetid ned til 5 timer (!) koster det 495 kr. oven i forsendelsesomkostningerne.
Det er naturligvis helt uhørt. Har man ikke mulighed for at bestille og afhente en vare i en af deres forretninger, skal man altså lægge næsten 500 kr. oven i deres net- og forsendelsesomkostninger - og tage 5 timer ud af kalenderen for at vente på dem. Det ændrer jo lidt på vilkårene, når man skal drage sammenligninger.
Set i det lys må man konstatere, at El-Gigantens reelle priser ikke nødvendigvis er så lave, som de umiddelbart giver indtryk af. Der er tidspunkter, hvor leveringen er gratis - f.eks. op til jul - men resten af året koster det de almindelige post- og pakketakster, at få tingene leveret. Når man skal vælge netbutik, må man se på leveringsomkostningerne - og -tiderne. Og så i øvrigt gøre op med sig selv, om man vil vente på deres fragtmand i op til 9 timer!
Jeg har handlet meget på internettet, og min stand-by tid har varieret meget. Men ofte kan man lave en aftale med vognmanden om, at varer kan stilles i f.eks. en carport eller afleveres hos en nabo, hvis man ikke er hjemme. Det gælder i hvert fald Post Danmark.
Politikens artiklen tegner heller ikke noget flatterende billede af TDC på dette område. Du kan læse hele artiklen her.

21. december 2010

El-Giganten hæver priserne til jul, hævder det norske Forbrugerråd

Det norske Forbrugerråd mener at have fået dokumentation for, at El-Giganten i Norge hæver priserne op mod jul. Deres dokumentation viser, at nogle produkter bliver op til dobbelt så dyre. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
I et tidligere blogindlæg viste min undersøgelse, at El-Gigantens danske priser på et par udvalgte varer tåler sammenligning med andre netbutikker. De kommer faktisk ud som nogle af de billigste. (Klik her, hvis du vil læse mit indlæg.)

Mit blogindlæg blev lagt ud den 6. december, og jeg har i dag den 21. december tjekket prisen på de samme varer på El-Gigantens hjemmeside. Priserne har ikke ændret sig i de 14 dage, der er gået. Men El-Giganten kan naturligvis have hævet prisen på et tidligere tidspunkt. Hvis de har gjort det, må andre netbutikker muligvis have gjort det samme. Ellers burde El-Giganten, der i øvrigt er norsk ejet, ligge i den dyre ende af min sammenligning. Og det gør de ikke.
Den norske undersøgelse understreger, hvor vigtigt det er altid at tjekke prisen på en vare, hvis man vil undgå at betale for meget. Og ikke kun i én forretning.
Du kan læse Berlingske artikel på nettet her.