Juni 2016

Pas på, når du lejer bil og kører i Italien

Du skal se dig for, hvis du skal lejer bil i udlandet i løbet af sommeren. I hvert fald hvis du rejser til Italien. Lige så smukt landet er, lige så mange fælder er der, når du lejer bil.
Flere steder i Italien og Spanien opfattes Visa-Dankortet ikke som et kreditkort på linje med f.eks. f.eks. Eurocard, Mastercard og American Express. Problemet er, at nogle udlejningsfirmaer, f.eks. Goldcar, ikke mener, bilisten er forsikret, når betalingen sker med et Visa-Dankort. Vil turisten betale med dét kort, tvinges lejeren ud i en dyr ekstra forsikring eller et højt depositum.
Du kan læse artiklen på http://jyllands-posten.dk/livsstil/rejser
Det fik mig til at tænke på en rejse til Toscana, der blev rigtig dyr, dels fordi udlejningsbureauet Eurocar glemte at fortælle os om nogle af de regler, der gælder i større italiensk byer, dels fordi vores brug af Mastercard endte med at koste os 400 kr. ekstra.

Det koster at køre ind i en større italiensk by
I Italien skal man have et specielt mærke på bilen, når man kører ind i centrum af en større by - noget der f.eks. også gælder i Tyskland, når man kører diesel. Sådan noget går jeg som billejer ud fra, udlejningsbureauet sørger for er i orden - eller i det mindste orienterer mig om. Men det gjorde Eurocar ikke.
Under et besøg i Firenze lå der en hilsen fra politiet under vinduesviskeren - oven i købet mens bilen stod parkeret i et dyrt parkeringshus. Da det hele stod på italiensk, besluttede vi at smide sedlen væk. Vi havde jo betalt for at holde i et parkeringshus, så det måtte da være en fejl.
Det var det ikke. Flere måneder senere dukkede der et bødeforlæg op fra det italienske politi hjemme i Danmark - denne gang på engelsk. På den kunne vi forstå, at bilen åbenbart manglede et mærke. Sandsynligvis en ZTL-tilladelse (ZTL står for Zona Traffico Limitato), som er en forudsætning at køre ind i city i større italienske byer. Du kan læse mere om det på www.visitflorence.com
Vi undrede os over, hvorfor Eurocar ikke havde nævnt det. Og hvor politiet havde fået vores navn og adresse henne. Men vi besluttede os også denne gang at smide opkrævningen i skraldebøtten. Hvad kunne italiensk politi gøre, når vi boede i Danmark?

De lange tyves arm
Kort tid efter gennemgik jeg betalingerne på  mit MasterCard og opdagede, at Eurocar i Italien havde trukket 400 kr. på min konto - for betaling af den tid det tog at finde vores navn og adresse frem til de italienske myndigheder!
Jeg tog fat i danske Eurocar, der beklagede, men fortalte, at vi ikke var de første, der havde oplevet sådan noget. Eurocar i Danmark kunne ikke gøre noget ved det.
Jeg orkede ikke at tage et opgør med Eurocar i Italien, så jeg besluttede at skyde en hvid pind efter de 400 kr....... men bøden ville jeg dælme ikke betale.
Jeg havde egentlig glemt episoden, da der kom yderligere et brev fra det italienske politi. Nu truede de med incasso - og fortalte, at jeg risikerede fængsel, næste gang jeg satte min fod på italiensk jord.
Nu blev jeg godt nok lidt betænkelig. Jeg tog kontakt til en god ven, der er tysk statsborger, men bor i Danmark. Han har erfaring med bøder i Tyskland..... og han kunne fortælle, at den er god nok. En myndighed i et EU land kan sagtens inddrive bøder i et andet land, fordi politimyndighederne i EU udveksler oplysninger med hinanden.
Enden på legen blev, at jeg betalte bøden. Når jeg skal til Italien, skal jeg på ferie og ikke i fængsel! En god ven i Danmark har haft de samme skærmydsler med italiensk politi. Han nægtede at modtage incassobrevet - og til sidst gav de italienske myndigheder op. Men han lejer ikke bil, næste gang han skal til Italien!
Hvis du vil læse mere om at køre bil i Italien, kan du blive klogere på www.euroconsumatori.org


Episoden minder lidt om en oplevelse, jeg havde i det gamle Jugoslavien. Jeg var på tur med en vognmand fra København til det Indiske Ocean, fordi jeg skulle skrive om livet som langturschauffør. Jeg havde fået at vide, at lastvogne med europæiske nummerplade ofte blev standset af politiet i Beograd og fik en bøde, fordi betjente på den måde supplerede deres beskedne månedsløn. Det var som regel en hastighedsbøde, også selv om man bare luntede af sted på grund af de trafikale udfordringer i byen.
Vi blev også standset og chaufføren fik en bøde, som han betalte på stedet. Betjenten ville også lige tjekke mit pas og høre, hvad jeg lavede i Beograd. På tysk fortalte jeg ham, at jeg var journalist og skulle skrive om turen - hvorefter han lyste op i et stort smil, gav chaufføren pengene tilbage og bad mig skrive noget positivt om Jugoslavien!
Se, det var tider!