5. april 2011

Bedre returret hos Flügger. Og endnu mere konkurrence på nettet.

Da jeg for nogle dage siden skrev mit blogindlæg om køb af maling på nettet, havde jeg ikke forestillet mig den respons, jeg har fået. Men det viser blot, at maling på nettet er et område, hvor der sker meget. Og meget hurtigt.

Rettelse om Flüggers returret
For det første fik jeg en henvendelse fra Flügger, der gjorde mig opmærksom på, at man faktisk godt kan returnere maling til den lokale Flügger forretning - så længe den ikke er tonet. Det er jo et godt salgsargument, når man har over 200 forretninger.
Når den lille men vigtige detalje havde forbigået mit falkeblik, skyldes det, at muligheden for at levere maling tilbage til forretningen er godt gemt væk på Flüggers hjemmeside. Faktisk opdager man det først, når man skal til at udfylde en returformular. Under Kundeservice skriver de p.t. blot, at "pakken med maling" skal returneres til Flüggers hovedkvarter i Rødovre.
Det bliver også lidt kringlet, for man kan ikke få sine penge retur i forretningen. De kommer i form af en check fra Flüggers hovedkvarter i Rødovre.
Flügger skriver, at de nu vil se på, hvordan de kan gøre denne returmulighed mere synlig på deres hjemmeside. Det synes jeg er en god ide, for det gør det jo lidt nemmere - og billigere - for os forbrugere. Skal man sende maling retur med postvæsnet, er det nemlig for egen regning i alle webbutikker.

Intern priskrig
Jeg er samtidig blevet gjort opmærksom på, at nogle webbutikker helt officielt konkurrerer med deres egne fysiske butikker. Læg mærke til dette tilbud, som man kan finde på colorshopping.dk


Jotun er et norsk mærke og regnes ikke for et udpræget lavprisprodukt. Men her er der tæt ved 50% at spare. Når man går hele denne webbutiks sortiment igennem, kan man tydeligt se, hvor meget man kan spare på hver enkel spand maling. De kalder det en før og en nu pris.
Men det viser sig, at Colorshopping faktisk også har to jyske forretninger. Og her er der ikke noget, der hedder før og nu priser. Se selv hvad de skriver på deres hjemmeside:

Nu-prisen er altså kun en web-pris. I butikken skal man betale før-prisen! Samme forretning har altså to sæt priser og konkurrerer dermed med sig selv. Det illustrere det dilemma, producenterne og salgsleddet står med, nu hvor webbutikkerne med maling skyder op. Men det inviterer også til at bede om en rabat, når man står i butikken.
Der er et utal af små forhandlere, der sælger maling på nettet, men jeg vil ikke anbefale at købe maling af en ukendt netbutik. Flere har allerede måtte dreje nøglen om.
Forskellige fora på nettet afslører i øvrigt, at der er stigende interesse for at købe maling i Tyskland. Her er literpriserne små, bl.a. p.g.a. lavere moms. Det er dog ikke noget man finder i de traditionelle grænsebutikker, så det er nødvendigt med lidt research.

Prut om prisen
Den stigende konkurrence betyder, at man mere end nogensinde skal se sig for, når man køber maling - hvad enten man handler på nettet eller hos den lokale farvehandler. Priserne på samme mærke og kvantum kan variere fra sted til sted og det gør den rabat, man burde kunne opnå hos farvehandleren, også.
En af undtagelserne er Flügger. De har samme pris i deres webbutik som i deres forretninger. Og det er jo ærlig snak. Men jeg ved, at man også kan opnår rabat i deres forretninger. Og alle rabatter er naturligvis afhængig af, hvor meget man køber.
I forvejen er der stor priskonkurrence på maling, og hvis en stadig større del af salget flytter over på nettet, vil det presse priserne yderligere. Flügger er Danmarks største malerkoncern, så de vil mærke det pres mindst lige så meget som alle andre.
Der er nok et stykke vej endnu, inden netsalget for alvor bliver en trussel. Men flere af webbutikkerne sælger hele malerpakker, der omfatter malertape, pensler, spartelmasse osv. Og med gør-det-selv sider som på Flüggers hjemmeside bliver det nemmere og nemmere at klare opgaven selv. Og mere relevant at købe malingen, hvor den er billigst.
Mange lokale farvehandlere må hen ad vejen dreje nøglen om, for deres fortjeneste bliver mindre. Og spørgsmålet er, om gør-det-selv folket kan klare sig uden eksperthjælp. F.eks. kan prisen på maling afhænge af, hvor meget pigment der er i malingen. Jo billigere maling, jo mindre pigment indeholder den som regel - og jo flere gange skal væggen males, før farven dækker. Man kan heller ikke bruge den samme maling på alle underlag.....osv.
De webbutikker, der er gode til at tackle den slags spørgsmål, tror jeg bliver sejrherrene.