16. februar 2011

Måske lukker Microsoft din pc

Sikkerheden på Internettet er ved at blive så stort et problem, at flere lande nu overvejer, hvad man skal gøre ved de computere, der er virusbefængte.
Scott Charney, der er Corporate Vice President i Microsoft, skriver på sin blog følgende:
"Efterhånden som en større del af verdens befolkning, computere, virksomheder og institutioner kommer online, bliver truslerne også mere sofistikerede. Når antallet af registrerede ofre for cyberkriminalitet vokser, bliver beskyttelse ikke bare en bekymring for den enkelte, men for hele samfundet." (Læs hele hans indlæg her.)
Det er således ikke længere er et spørgsmål om den enkelte computer. Den kan nemlig indgå i et såkaldt botnet. Det er betegnelsen for en større samling computere, der kontrolleres af en bagmand uden ejernes viden. Han kan aktivere dem alle på en gang og f.eks. lamme en virksomhed - eller et helt lands infrastruktur.
I Danmark regner eksperter med, at op imod 100.000 computere i dag indgår i botnet! Dertil kommer så de computere, der bliver hacket p.g.a. økonomisk kriminalitet.
Nogle amerikanske virksomheder taler om at udelukke de kunder, der ikke sikre deres computer mod virus. Den amerikanske televirksomhed Comcast er startet med at sende en besked til de kunder, hvor firmaet kan registrere, at deres computer er inficeret med ondsindet software. Næste skridt kan blive at lukke netforbindelsen til kunden.
Derfor må parolen lyde: Få installeret et antivirusprogram på din computer, hvis den ikke allerede har det. Og der er ingen undskyldninger, for du kan få flere udmærkede gratis programmer på nettet.
Klik her og læs mere om de muligheder.